Ny marketingdirektør for ekspansivt startup

peng

En af de mest profilerede danskere i spillebranchen bliver marketingdirektør for et dealsite, der med 25 mio. kr. i ryggen bl.a. øger marketingaktiviteterne.

En eksplosiv vækst og et stødt stigende marketingbudget har fået dealsitet Bownty til at udvide lederteamet med Peter Weinreich, der tiltræder som Chief Marketing Officer (CMO) den 4. januar.

Peter Weinreich har de seneste år slået sit navn fast inden for spillebranchen: Han kommer senest fra en stilling som Managing Director hos Betsson Group og har bl.a. været Country/Area Manager samt Head of International Marketing hos Betfair.

Hans mangeårige erfaring fra online- og medievirksomheder skal bidrage til at accelerere Bowntys vækst både nationalt og internationalt.

Den danske startup-virksomhed sorterer og formidler deals fra over 100 dealsites i 1200 byer i Europa, og fik i efteråret en investering på 25 mio. kr., der bl.a. skal bruges på markedsføring.

For nylig hyrede man CP+B Copenhagen til platformen ’Gør hver dag mindre hverdag’, som samtidig var Bowntys første tv-reklame.

Steffen W. Frølund, stifter af og CEO i dealsitet, siger:

”Bownty gennemgår en stor vækstfase, og timingen er rigtig i forhold til at fokusere vores marketingaktiviteter yderligere. Og jeg føler mig overbevist om, at Peter er det rigtige match til Bownty. Han medbringer stor erfaring og solide kompetencer inden for at opbygge et internationalt brand og er tilmed datadrevet i sin tilgang til arbejdet.”

Peter Weinreich ser – med disse ord – frem til at blive en del af Bowntys team og ledelse:

”I de sidste fem år har Bownty gennemgået en stor udvikling, og med en vækstplan, der blandt andet inkluderer indtræden på et nyt marked hver tredje måned, så er der lagt i støbeskeen til en spændende rejse. Bownty har et ungt og stærkt team, og jeg ser frem til at arbejde sammen med hele holdet.”

Det seneste år har Bownty mere end fordoblet medarbejderantallet, der i dag tæller næsten 40 – og ca. 10 af dem vil fremover referere til Peter Weinreich.