Lige efter sommerferien skete der en organisatorisk ændring, som indebar et farvel til Dong for Frank Vilstrup, der varetog rollen som Vice President/Marketingdirektør.
Nu er der så kommet en ny marketingdirektør i skikkelse af Dorthe Rømer Frost. Hendes nye job er i den del af Dong, der kaldes Customer & Markets. Hun erstatter som udgangspunkt Frank Vilstrup – men altså i et job, der er blevet omdefineret.
“Vi samler koncernens marketing, kampagneudvikling og anden betalt markedsføring sammen med andre kundevendte aktiviteter i en ny B2C-division, som ledes af Vice President Louise Hahn,” forklarede Senior Press Officer, Morten Kidal, i august til Bureaubiz.
Dorthe Rømer Frosts seneste job var som marketingchef i Kuoni Travels (bl.a. Apollo) – et job som hun dog måtte forlade for ca. et år siden i forbindelse med noget uro, hvor også adm. dir. Stefan Vilner måtte stoppe.
Dorthe Rømer Frost var relativt kort tid hos Kuoni og havde forinden en længere karriere hos TDC Directories og De Gule Sider, hvor hun sluttede som Vice President Marketing.