For knap tre år siden valgte marketingdirektør i Alm. Brand, Peter Sylvest Svendsen, Jangaard, Mark & Ko som nyt bureau, efter at man havde brugt Halbye Kaag JWT i en 10-årig periode.
Men både marketingdirektør og bureau er poster, hvor der hhv. er skiftet ud og i færd med at blive skiftet ud.
Simon Steen-Petersen har netop erstattet Peter Sylvest Svendsen og samarbejdet med Jangaard, Mark & Ko – i form af en værdibaseret markedsføring – stoppede for nylig. Man er nu i gang med at skulle vælge et nyt reklamebureau.
”Vi har igangsat en proces med en ekstern konsulent”, siger koncernkundedirektør Rasmus Lynge. Han tilføjer, at der er tre bureauer involveret, og at man regner med at have fundet et bureau i løbet af oktober.
Mens det nye bureau skal være digitalt velfunderet, er man dækket ind, både hvad angår mediabureau, hvor man fortsætter med OMD, og på dialogsiden, hvor Relationshuset Gekko fortsætter.
Både det dialogmæssige og det digitale bliver vigtige områder for en ny marketingdirektør, som Alm. Brand netop har sagt goddag til:
Simon Steen-Petersen, 43, skal igangsætte en mere dialogorienteret retning end hidtil med fokus på både CRM og data.
Han kommer fra en stilling som international marketingdirektør for privatkunder i Danske Bank og siger om afsættet:
”Alm. Brands udgangspunkt for at levere et af markedets bedste finansielle helhedsløsninger er stærkt. Virksomheden har de seneste år vist innovationskraft og evne til at levere enkle og kundeorienterede løsninger.”
Han kalder IT-platformen moderne og med implementeringen af et nyt CRM-system og intelligent brug af data, har Alm. Brand ifølge den nye marketingdirektør alle forudsætninger for at levere endnu højere grad af “problemfri, relevant og personlig service til kunderne på tværs af kanaler”.
Hos Danske Bank arbejdede Simon Steen-Petersen bl.a. med forretningsudvikling af bankens digitale løsninger og digitale tilstedeværelse og havde særligt fokus på datadrevet 1:1 kommunikation, udvikling og implementering af et nyt CRM-system og kundernes ”omni channel”-oplevelse.