Ny Microsoftfilm får skudsmålet: Ekstremt dårlig

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Amerikanerne skal introduceres til det nye Windows 7 gennem Housepartys, og konceptet lanceres gennem en film, der får ualmindeligt hårde ord med på vejen.

“Nej, nej – det kan ikke være sandt”. Således lyder reaktionen fra klummeskribenten, Rob Pegoraro på Washington Post på en ny viral film fra Microsoft.

Han er ikke alene om at karakterisere filmen som ekstremt dårlig. Det samme sker på teknologi-bloggen Valleywag, Daily Telegraph og Computerworld. Ian Douglas fra Daily Telegraph spørger, om folk på Microsoft, der beskæftiger sig med reklame, overhovedet har været ude af kontoret og snakke med virkelige mennesker.

Det er ellers virkelige mennesker, det handler om.

Microsoft skal d. 22. oktober lancere Windows 7, der erstatter Vista og derfor karakteriseres som den vigtigste lancering for Microsoft længe.

I USA har man valgt at bygge en event op om lanceringen – såkaldte houseparties – arrangeret af specialistbureauet Houseparty.

Kampagnen opfordrer folk til at arrangere houseparties d. 22. oktober, hvor de kan samles omkring en computer og teste de nye finesser.

Der har været en konkurrence om at blive officielle værter og modtage en partypack. Men for alle andre introducerer filmen begrebet og forklarer, hvordan man kan arrangere et houseparty (se den 6,14 min. lange film her).

Filmen ligger på Youtube og er blevet set tæt på 400.000 gange – men har endnu ikke fået en eneste en rating.

Til sammenligning blev Visitdenmark filmen med Karen 26 set en million gange, og selvom den fik mange negative bemærkninger, så opnåede den også adskillige tusinde ratings til samlet 4 en halv stjerne ud af 5.

Konceptet med Houseparty bliver ikke brugt i Danmark.

Kilde: Resume.se