Bureauerne hyldede i en årrække ikke rotationsprincippet, og således toppede &Co. listen over de mest prisvindende bureauer seks år træk.
Men nu roteres der i toppen: I seneste årsoversigt blev Virtue nr. 1 og Nord DDB nr. 2, og halvvejs i denne awardsæson topper Robert/Boisen suverænt.
At Robert/Boisen er efterårets mest prisvindende bureau, er i sig selv ikke overraskende – for bureauet har toppet pointlisten ved både True Award og Effie Awards og blev, sammen med Nord DDB, det mest prisvindende danske bureau ved netop afholdte Eurobest.
Robert/Boisen har desuden – apropos fraværet af rotation – fra 2011 til 2021 ligget øverst, når annoncørerne i MyImage skulle bedømme hvilke bureauer, der er ”kreativt stærke”.
Det overraskende består snarere i, at Robert/Boisen aldrig før har toppet listen over efterårets mest prisvindende. I de godt 13 år, at Bureaubiz har talt awardpoint, har bureauet immervæk ligget i top5 stort set alle årene.
Allermest overraskende er det vel, at Robert/Boisen topper så suverænt – med næsten dobbelt så mange point som &Co. på andenpladsen.
&Co. har hentet point i alle fire awardshows i efterårets oversigt. Det samme har Accenture Song på tredjepladsen, mens TV 2 Creative har hentet næsten alle sine point ved True Award.
Pong fortsætter med at klatre op i tabellen: I 2021/22 var bureauet nr. 29 over de mest prisvindende bureauer, i 2022/23 opnåede Pong en 11. plads. Og halvvejs i dette award-år er bureauet i Top5.
Meget kan ske i foråret, hvor store awardshows venter. Både Cannes Lions og D&AD tæller dobbelt i regnskabet, og CCA uddeler næsten 100 awards.
Top5 – Mest prisvindende bureauer, efteråret 2023
- 103 Robert/Boisen & Like-minded
- 54 &Co. / Noa
- 48 Accenture Song
- 41 TV 2 Creative
- 25 Pong
Mediabureauerne har deres egen pointliste, og ved Rambukken havde OMD sin egen fest – med 6 priser for 4 forskellige kunder. Bureauet er tilbage på førstepladsen for efteråret, mens Orchestra, der høstede pænt ved både Rambukken og Effie, ligger solidt på andenpladsen.
Top3 – Mest prisvindende mediabureauer, efteråret 2023
- 55 OMD
- 44 Orchestra
- 15 Hearts & Science
Oversigten kigger udelukkende på bureauer. Det ændrer ikke ved, at produktionsselskaberne New-Land og Bacon har haft et gyldent efterår. Ved True Award vandt de to selskaber tilsammen 16 priser, og ved Eurobest vandt New-land grand prix, guld og dobbelt-sølv, mens Bacon vandt sølv og bronze.
Følgende awards indgår i årsoversigten – i kronologisk rækkefølge fra oktober til juni:
- Rambukken
- The True Award
- Effie Awards Denmark
- Eurobest
- D&AD
- Creative Circle Award
- Danish Digital Award
- Cannes Lions
Grundstammen har – for sammenligningens skyld – i godt 13 år været den samme, men da Aurora, DM-prisen og Danish Internet Award undervejs enten er fusioneret ind i andre priser eller blevet nedlagt, så har vi tilføjet D&AD og Danish Digital Award. Echo Awards er blevet lagt ned, mens Effie Awards Denmark har afløst Advertising Effectiveness Awards.
I oversigten gives 1 point for en shortliste, 3 point for bronze, 4 point for sølv, 6 point for guld eller for en pris (awards uden guld, sølv og bronze) + 6 point for en Grand Prix eller tilsvarende hovedpris.
Cannes Lions og D&AD tæller dobbelt.