Man kan ikke beskylde FDIH - Foreningen for Dansk Internet Handel – for ikke at forny sig.
Sidste år var der fire nye kategorier til e-handelsprisen, og når årets pris uddeles den 22. maj i Falkonérsalen i København, er flere nye kategorier kommet til – og et par stykker er forsvundet.
En af de nye kategorier er ’Bedste e-handelscase – webbureau og andre leverandører’.
”Det er en pris, som specifikt er målrettet bureaubranchen. Prisen er lavet, fordi bureauerne er en vigtig brik i den danske e-handelsbranche. Juryen lægger vægt på, om bureauets kunde har opnået forbedrede resultater efter implementering, f.eks. højere salg, bedre service, øget effektivitet, reducerede omkostninger eller andre fordele, der har givet en bedre bundlinje”, siger Henrik Theil, der er kommunikationschef i FDIH.
To kategorier er udgået; ’Bedste værktøj til e-handel’, som Miinto vandt sidste år, samt ‘bedste marketing-kampagne’, som fik chancen sidste år. Det var i øvrigt også Miinto, der vandt dén pris.
En ny kategori er ‘Livsstil’. Livsstilsbranchen – det er tøj, sko, interiør, design, smykker og møbler – er en af de største brancher inden for e-handel. Derfor har FDIH valgt at sætte ekstra fokus på denne med en pris.
Desuden er bedste B2C-virksomhed i år delt op i to kategorier – henholdsvis med omsætning under og over 30 mio. kr.
Samtidig ændres prisen ’Årets detalje’ til ‘Bedste re-design af webshop’.
Her er et samlet overblik over e-handelspriserne i 2014:
- Bedste B2C-virksomhed – omsætning over 30 mio. kr.
- Bedste B2C-virksomhed – omsætning under 30 mio. kr.
- Bedste B2B-virksomhed
- Bedste nye e-handelsvirksomhed
- Bedste omni-channel-virksomhed
- Bedste mobile e-handelsløsning
- Bedste cross border-virksomhed
- Bedste re-design af webshop
- Bedste e-handelscase – webbureau og andre leverandører
- Brancheprisen 2014: Livsstil
- Brugernes Favorit
- E-handelsprisen Guld
Her kan man læse om kriterierne for ’Bedste e-handelscase – webbureau og andre leverandører’
Bureauer/virksomheder skal selv tilmelde sig til konkurrencen. Det kan de gøre her