Ny salg- og marketingdirektør i Fitness dk

Peter Engholm
25@mail.dk

Den hidtidige salg- og marketingdirektør, Line Saletta, tiltrådte i sommer som adm. direktør for Fitness dk – og afløseren er hentet i forlagsbranchen.

Det seneste halvandet år har der været gang i og omkring markedsføringen af Fitness dk – først med Hjaltelin Stahl & Co-kampagnen “Lidt for lækker”, der imidlertid ikke harmonerede med strategien hos den nye ledelse. Farvel til bureauet og goddag til en netværkstankegang med freelancere – og siden goddag til et egentligt bureau; Reklamebureauet Os.

Her lancerede man først på året en ny kampagne, “Vi ved – Du kan” – et payoff, der kortvarigt gav lidt mudder i feltet, idet byggemateriel-leverandøren Bygma mente at have eneret til at bruge det.

Og 1. juni stoppede salg- og marketingdirektør Line Saletta, men kun for at fortsætte samme sted som adm. direktør.

Og forleden tiltrådte hendes afløser på posten som salg- og marketingdirektør. Fitness-koncernen har været i forlagsbranchen og hente Tom Petersen.

Den 45-årige Tom Petersen kommer fra Aller-ejede Chili Group, hvor han i over syv år har været salg- og marketingdirektør, kun afbrudt af et ganske kort ophold hos Jubii, hvor han havde samme titel og funktion.

Før Chili-tiden var Tom Petersen annoncechef i Aller Media.

I en pressemeddelelse siger Line Saletta:

“Det er med glæde vi kan præsentere Tom Petersen som ny salgs- og marketingdirektør. Tom har stor erfaring inden for salg, marketing og analyse i større virksomheder, senest hos Chili Group, hvor han bl.a. har haft ansvaret for annoncesalget til de mange gratis magasiner fra bl.a. Matas, Spar og Netto. Foruden Toms store erfaring faldt vi for hans engagement og personlighed.”