Ny Salling-strategi: Stormagasinet vil have bedre fat i de unge

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Stormagasinet Sallings nye direktør er klar med ny strategi for at vende den negative udvikling.

Henrik Libak, der i efteråret afløste Hans Hansen – Sallings direktør gennem 21 år – er efter en rundrejse til stormagasiner i hele verden, klar med en ny strategi for stormagasinet Salling.

Strategien skal vende de seneste fem års negative udvikling, hvor regnskabet er faldet med 120 mio. kroner.

”Grundlæggende bygger strategien på tre ben: Vi skal have bedre fat i de unge kunder, vi skal have udbygget vores webbutik og vi skal levere bedre service til kunderne”, siger Henrik Libak til Børsen.

Men nemt bliver det ikke. Ifølge Sallings direktør er detailhandlen generelt presset og samtidig er traditionelle stormagasiner klemt fra to sider. Nemlig fra de nye indkøbscentre, der er skudt op de senere år og fra onlinehandel.

Samtidig møder Salling også konkurrence fra Magasin, som med Debenhams som ejer, har formået at vende deres negative udvikling til vækst (Børsen, p. 14-15).