Ny SAS-kampagne vil spille på humor

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

SAS kommer ud med ny kampagne i dag rettet mod frekvente rejsende. Kampagnen består bl.a. af 3 film – se dem her.

I dag lancerer SAS en skandinavisk kampagne, der bygger oven på ’We are travelers’-konceptet.

Den nye kampagne hedder ’Travelers think big’ og er lavet i samarbejde med SAS’ svenske leadbureau Åkestam Holst samt instruktøren Jens Junsson.

Kampagnen består af tre reklamefilm og vil desuden køre digitalt.

Filmene adskiller sig fra tidligere reklamefilm ved at bruge humor som virkemiddel.

”Det ligger i den skandinaviske DNA at bruge humor, og vi kan se på de studier, vi har foretaget med ’we are travelers’-konceptet, at vi med fordel kan bruge humor lidt mere aktivt,” siger marketingchef i Danmark, Kenneth Christiansen.

Målgruppen for kampagnen er de frekvente rejsende og indsigten bag kampagnen, der hedder ’Travelers think big’, er, at de der rejser ofte, forventer andet og mere end blot at blive transporteret fra A-B.

”Vores studie viser også, at for en, der rejser ofte – hvad enten det er privat eller arbejdsmæssigt – er det at rejse en livsstil, hvor man bliver inspireret af at opleve verden”, siger Kenneth Christiansen.

Kampagnen vil køre fra uge 41-43, og i Danmark vil det i første omgang kun være den øverste af nedenstående reklamefilm, som vil køre i tv og i biografen. De to øvrige vil måske blive taget i brug senere på de digitale platforme.

Medvirkende i filmen er den amerikanske skuespiller Thomas Jane, som har medvirket i Boggie Nights, The Mist, Deep Blue Sea och HBO serier som fx. Hung.

https://www.youtube.com/watch?v=EDw_pU-sp0Y