Selv om den store rammeaftale for tryk og kommunikation endnu ikke er afsluttet, så kan bureauer stadig få et stempel som offentlig leverandører. En ny rammeaftale for køb af it-konsulentydelser træder i kraft 1. marts, og her optræder bl.a. web-bureauet Dwarf:
“At være valgt som SKI-leverandør er et vigtigt skridt for os. For vi har gennem lang tid arbejdet med at justere vores kundesammensætning – fra primært at have kunder I den private sektor til at have mange offentlige kunder,” siger Peter Grønne, adm. direktør i Dwarf.
Ét er dog at have intentioner om at ændre sin kundeportefølje – noget andet er at gøre det. Med SKI-aftalen har Dwarf gode muligheder for netop dette, idet aftalen gør det lettere for offentlige kunder at vælge Dwarf som leverandør, idet de offentlige kunder via aftalen får en overskuelig og gennemsigtig økonomi, hvad angår indkøb af it-rådgivning. Samtidig undgår de offentlige virksomheder at gå i EU-udbud med de mange store konsulentopgaver, der opstår som følge af den stigende offentlige digitalisering.
Peter Grønne glæder sig over udvælgelsen, og undrer sig samtidig over, at så få webbureauer er blandt de valgte leverandører og slet ingen af de store:
“Traditionelt har reklame- og webbureauer været en smule hånlige over for offentlige kunder. Der har været større prestige forbundet med at lave meget synlige kampagner for private virksomheder inden for især b2c. Sådan har vi det ikke. Vi vil gerne rådgive og lave løsninger for alle, der ønsker at deres online-investering skal give målbar værdi,” siger Peter Grønne.