Ny stor kunde til Clienti

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Clienti har efter en pitch-runde føjet en international kunde til porteføljen.

En stor sengeproducent i Europa og Asien, som beskæftiger flere end 7.000 medarbejdere og opererer i 40 lande, skal fremover nyde godt af danske Clientis ydelser.

Reklamebureauet har efter en med egne ord ’større pitch-runde’ vundet opgaven med at skabe en ny kommunikationsplatform til Dunlopillo.

”Det er vigtigt for os at positionere vores sengebrands, så de står stærkt i forbrugernes bevidsthed. Til det formål er den visuelle kommunikation afgørende. Med Dunlopillo havde vi et behov for at skærpe brandets profil og tale mere forbrugerorienteret, mere moderne og emotionelt, end vi har gjort tidligere. Og der ramte Clienti plet på alle parametre,” siger Dunlopillos marketing manager Jacob Loburski ifølge en pressemeddelelse.

Clienti fik så sent som i december Realmæglerne på kundelisten, og knap var det nye år altså skudt ind, førend en ny stor kunde kom i hus i det jyske.

”Pitch-runder er altid lidt af et sats, men vi følte virkelig, at vi havde noget at byde ind med. Og så er det naturligvis dejligt, når de falder så godt ud som den her. Selvom vi lige har vundet, er vi allerede i gang med at udvikle de første materialer. De skal nemlig være klar i starten af februar,” siger Clientis strategiske direktør Charlotte Liendgaard Vigh.

Dunlopillos nye kommunikationsplatform vil blive rullet ud i møbelkæder og sengespecialistbutikker landet over og på tværs af medier løbende igennem 2017.