Ny teknik giver nye kreative muligheder i bandereklamer.

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det er sågar muligt at lave reklamefilm, der kan køre rundt på stadion. Men der er også ulemper, siger sponsorekspert.

Den lille medievirksomhed, Skjødt+Lauritsen, der holder til i Aalborg, forsøger at skabe sig en forretning ud af nye teknologier, der giver nye kreative muligheder for reklamer på stadions.

Den nye generation af reklamebander giver mulighed for bl.a. at bruge animationer og levende billeder. Samtidig er produktionsomkostningerne lave, så der er mulighed for en hyppig udskiftning af budskaber. Der er også en unik mulighed for at bruge flere eller alle banderne i en sammenhæng til at lave reklamefilm, der løber fra den ene ende af stadion til den anden.

Alligevel mener Skjødt+Lauritsen at der ikke er mange danske virksomheder der har fået øjnene op for mulighederne:

“Vi har begge to arbejdet en del på Energi Nord Arena i Aalborg, og har derfor kunne konstatere ved selvsyn at mange af de bandereklamer, der er nu, ikke udnytter mediets potentiale til fulde. I princippet har man jo et par hundrede meter filmlærred at gøre med, og så er det kun fantasien der sætter grænser”, siger Ole Skjødt, den ene halvdel Skjødt+Lauritsen.

Adm. dir. Christian Vollerslev, Promovator, peger på, at der også kan være ulemper ved de nye muligheder.

“Det er positivt, når der udvikles nye muligheder, og der er ingen tvivl om, at de onside – d.v.s. i forhold til publikum på stadion – er en klar forbedring. Det er en anden snak, når det gælder eksponeringen på tv. Her er enkelhed i budskab og den præcise eksponering af logo vigtig, fordi de skal være der i det øjeblik, tv-billederne er der. Og tv er en ganske væsentlig del af et sponsorat og overvejelserne om anvendelse af banderne – i hvert fald hos de nationale annoncører”, siger Christian Vollerslev og peger på, at der også kan være nogle problemer med f.eks. direkte sollys. Her fungerer de gammeldags bander bedre.