Af Zandra Damsgaard zandra@bureaubiz.dk

F. E. Bording, der i forvejen har et par bureauer i porteføljen, har købt sig ind i reklamebureauet Umwelt.

De 28 medarbejderne hos Umwelt i Store Kongensgade skal til at lære et par nye ansigter at kende – den børsnoterede investeringsvirksomhed F. E. Bording A/S har nemlig overtaget 20 pct. af reklamebureauet.

Det oplyser Umwelts adm. direktør og partner Martin Michael Hansen til Bureaubiz.

Umwelt fortsætter som selvstændigt brand og bureau i koncernen, men ifølge Martin Michael Hansen med udvidede muligheder for strategiske samarbejder med søsterselskaber.

Bording har i forvejen 12 virksomheder i Skandinavien og har tidligere blandt andet købt sig ind dialogbureauet Relationshuset Gekko, som siden er fusioneret og nu hedder Nordlid.

”For os som partnere og ledere af Umwelt er det en væsentlig milepæl at blive part af en børsnoteret virksomhed. Det er min vurdering, at Bording med sit markedskendskab, sin professionalisme og størrelse er en optimal investor for en virksomhed som vores,” siger Martin Michael Hansen ifølge en pressemeddelelse.

Umwelts partnere fortsætter som aktionærer og med deres nuværende titler og roller.

Umwelt placeres i Bordings organisation som et strategisk og digitalt bureau i området ’Rådgivning’ inden for Marketing Communication Services.

Hos Bording, der blev stiftet i 1792 som et trykkeri, ser man investeringen som en fortsættelse af koncernens strategi om at være en af Skandinaviens stærkeste på markedet for Marketing Communication Services, herunder rådgivning og levering af digitale marketingløsninger.

”Umwelt har 21 års stærk historik og er et kendt brand på det danske marked – samtidig udvikler Umwelt sig digitalt på en måde og i et tempo, som åbner for fremtidig vækst og fremgang. At man samtidig har vundet Advertising Effectiveness Award 11 gange, siger noget om den kontinuitet, som Umwelt har præsteret gennem årene. Det er et set-up, vi ser en god fremtid i og som understøtter Bording-koncernens vækststrategi,” siger Hans Therp, der er adm. direktør i Bording.

F. E. Bording A/S omsatte i 2016 for ca. 630 mio. kr., Umwelt for ca. 30 mio. kr.

Bureauets ejerkreds foruden F. E. Bording vil fremover være:

Martin Michael Hansen, CEO og seniorpartner
Ralf Sohl, CTO og Seniorpartner
Steen Søndergaard, Relationship Director og seniorpartner
Søren Anker, Head of Production og associeret partner
Christian Werther, Creative Lead og associeret partner
Lise Stubkjær, Creative Lead og associeret partner
Esben Sohl, Product Strategist og associeret partner

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club