Nye folk i de kreatives bestyrelse

Peter Engholm
25@mail.dk

Der var kamp om pladserne, da Creative Circle skulle skifte ud i toppen. 5 nye ansigter blev valgt – 2 i bestyrelsen, 3 som suppleanter.

Creative Circle har fået en håndfuld nye kræfter i toppen, og det ser ud til at være påkrævet, for foreningen har hævet ambitions- og dermed aktivitets-niveauet betragteligt.

Creative Circle gør hvert forår stort væsen af sig, når Skandinaviens største kreative award, CCA, afholdes med over 800 arbejder fordelt på 42 kategorier. Først med en omfattende jurydag, siden med selve awardshowet i en stor hal i København.

De kreatives forening vil imidlertid øge antallet af faglige arrangementer, og lancerede i foråret inspirationsdagen Creative Works, der blev udsolgt.

Men CC ønsker også at være synlig i efteråret, og da foreningen er frivillig – og bestyrelsen ulønnet – lægger det op til flere varme hænder og kreative hoveder.

Disse kræfter er til stede – i sådan en grad, at der var kampvalg, da foreningen i sidste uge holdt generalforsamling.

Det gav plads til 2 nye medlemmer af bestyrelsen – Mathias Birkvad, CP+B, og Pelle Martin, Spring/Summer – og 3 nye suppleanter; Ida Kinch, My cool twin, Anders Røge, The Woerks, samt Nicholai Reinseth, Magnetix.

Bestyrelsen genvalgte Dorte Nielsen som formand. Genvalg var der også til Stig Lauritzen som næstformand og Jesper von Wieding som ansvarlig for design. David Asmussen er fortsat ansvarlig for advertising og juryarbejdet.

Marcus Fuchs har nu fået ansvaret for digital i CC-regi.

Creative Circle

Bestyrelse:

  • Dorte Nielsen – formand
  • Stig Lauritzen, Diverse Film – næstformand
  • David Asmussen, Orbit Agency – ansvarlig advertising
  • Jesper von Wieding, Pearlfisher – ansvarlig design
  • Marcus Fuchs, Trouble – ansvarlig digital
  • Silas Gøttler, Magnetix
  • Niels Heilberg, Hjaltelin Stahl
  • Romeo Vidner, Re-public
  • Janne Østergaard
  • Mathias Birkvad, CP+B *
  • Pelle Martin, Spring/Summer *

Suppleanter

  • Ida Kinch, My cool twin *
  • Anders Røge, The Woerks *
  • Nicholai Reinseth, Magnetix *
  • Thomas Kolster, Goodvertising Agency
  • Jan Andersen, A_Design

* nyvalgte