Nyhedsavisen er lukket

Peter Engholm
25@mail.dk

Danmarks mest læste avis lukkede søndag. Det var ikke længere muligt at fortsætte. “I hate Hate HATE to loose”, lyder Morten Lunds status.

Søndag fik Nyhedsavisens medarbejdere en mail fra adm. direktør Morten Nissen Nielsen og chefredaktør Simon Andersen: Hovedaktionær Morten Lund kan ikke levere den kapitaltilførsel, der ellers skulle have gjort det muligt at fortsætte udgivelsen af Nyhedsavisen.

Dermed er Nyhedsavisen en saga blot.

Den hustandsomdelte gratisavis, der opnåede at blive landets mest læste avis, var ved sin lancering den 6. oktober 2006 en bombe for det danske dagbladsmarked – og et bombekrater, som ikke bare JP/Politikens Hus og Berlingske Media sidenhen har postet hundredevis af millioner ned i, men også Nyhedsavisen selv. Halvdelen af de godt 1,3 mia. kr., som udgiverne ifølge fagbladet Journalisten har tabt, har Nyhedsavisen lagt ryg til.

Berlingske opgav sit modtræk, gratisavisen Dato, for godt et år siden, JP/Politiken solgte for nylig sin 24timer til MetroXpress, mens Nyhedsavisens islandske ejere først solgte videre til IT-millionæren Morten Lund, der siden fik ventureselskabet Draper Fischer Jurvetson til at investere et trecifret millionbeløb i avisen. Men DFJ endte med at trække stikket.

I mailen til medarbejderne meddeler Morten Lund:

“Jeg er uendeligt ked af at måtte meddele at vi i dag har stoppet udgivelsen af Nyhedsavisen. Jeg har sammen med resten af bestyrelsen, ledelsen og chefredaktionen kæmpet til sidste bloddråbe for at redde projektet, som vi alle har troet på, men henset til lavkonjunktur og den generelt finansielle afmatning ser vi det desværre ikke længere muligt at fortsætte.

Af hele mit hjerte vil jeg takke alle partnere, medarbejderne og alle andre, der har arbejdet og kæmpet for Nyhedsavisen.”

Og på sin Facebook-profil gør Morten Lund i dag status: “Fuck – I had to stop my paper – I hate Hate HATE to loose”

Adm. direktør i MetroXpress, Søren Riis, siger til Journalitsen om den lukkede konkurrent:

“Det er stadig en aviskrig. Men jeg kan ikke lægge skjul på, at vi er svært tilfredse med, at de er lukkede. Jeg har hele tiden sagt, at der er plads til to – måske tre – gratisaviser. Jeg er helt sikker på, at MetroXpress og 24timer kan få økonomi i det. Det her hjælper gevaldigt. Og måske også Urban. Det vil jeg ikke afvise”.

Søren Riis forventer at kunne hæve det daglige læsertal for MetroXpress og 24timer med 50.000-80.000 hver.

“Så lukningen af Nyhedsavisen får øjeblikkelig betydning for markedet. Og det er klart, at vores annoncepriser kan stige, hvis vi får flere læsere,« siger Søren Riis til Journalisten.

Over for samme medie kalder koncernchef i Berlingske Media, Lisbeth Knudsen, lukningen for en god nyhed:

“Det er naturligvis beklageligt for medarbejderne. Men Nyhedsavisen var et fantasi-projekt, som desværre har ødelagt gratisavis-markedet for en periode. Forhåbentligt får vi nu et sundt marked – hvor vi får nogle mere realistiske annoncepriser at arbejdde med.”