I dag er selv de bedste reklamefilm flygtige, kortlivede og fortaber sig hurtigt i glemslen. I denne stafet ville det derfor være befriende nemt at hive fat i noget nyt – noget, der står helt friskt i erindringen hos os alle.
Men et af kendetegnene bag en virkelig god kampagne er vel også, at den lever videre i bevidstheden et stykke tid efter dens indrykning – sådan har jeg det med Wibroe, Duckert & Partners to spots for Nykredit med henholdsvis Connie Nielsen og Lars Brygmann i hovedrollerne.
Ironisk nok handler de to efterhånden gamle spots (2006) om noget nyt,ny kjole, duften af en ny bil, ny musik, etc. …
Med deres helt egen poetiske, causerende visualitet menneskeliggør de to spots et tørt finansielt serviceprodukt på en måde, der rækker langt ud over den lidt hæmmede danske bondesnusfornufts evindelige prisfokusering.
Der bliver talt direkte til kameraet, direkte til dig. Udtrykket efterlader en sær kombination af styrke og sårbarhed, der aldrig kammer over i sentimental følelsesporno eller nedlader sig til at nævne konkrete produkter, priser eller rentesatser. Ej heller tiltvinger afsenderen sig en helterolle, hvilket nok har krævet lidt overtalelse fra bureauets side.
Cocktailen bestående af et kendt ansigt og flotte billeder er jo ikke ligefrem NY, men det befriende er, at vi ser de to skuespillere som mennesker og ikke som roller, derved bliver de straks mere nærværende.
Retrospektivt og med nutidens finanskrise-optik kan man vælge at se denne kampagne som en lidt kynisk opfordring til den uhæmmede forbrugsfest, der fik mange til at kaste friværdien efter NYE samtalekøkkener og NYE italienske mosaikfliser i det NYE badeværelse. Ikke desto mindre er vi mennesker jo forhåbentlig i bevægelse og udvikling gennem hele vores liv og vil konstant have brug for NYE ting – lavkonjunktur eller ej.
Derfor er filmene stadig levedygtige, om end de nok ville have haft en anden ordlyd, hvis de var produceret i dag.
Som Victor Borge sagde, er smilet ofte den korteste vej mellem mennesker, men disse to film beviser, at indsigten, intimiteten og æstetikken så sandelig også er det.
Det glemmer vi alt for ofte i denne branche, hvor vi jo firkantet sagt lever af at pakke budskaber pænt ind for at give folk derude noget igen som tak for at stjæle deres tid. I den forbindelse har vi det med at hælde til revykomikken og det nemme, folkelige grin – men at turde at gå æstetikkens og roens vej i en så gennemført grad, at man nærmest får gåsehud, er decideret modigt og vel egentlig temmelig atypisk for Wibroe, Duckert & Partners – i hvert fald i forhold til min gængse opfattelse af dem.
Men skulle man drage en parallel til en mere nutidig kampagne, bliver det jo sjovt nok endnu et produkt fra Partners, nemlig de lovpriste film for SAS, hvor vi følger Uffe Ellemann-Jensen og Nikolaj Coster-Waldau – her er den genkendelige indsigt, at hjemlængslen allerede bliver forløst i det øjeblik man træder ombord i SAS-maskinen (uagtet at stewardessen måske er en gnaven 55-årig kvinde fra Nordsverige og at der bliver serveret røget laks for attende gang i træk…).
Også de film kan noget, som reklamefilm ellers sjældent formår længere, nemlig at ramme dybere i os end det overfladiske og forgængelige grin.
Måske er æstetikken kommet for at blive, det ville i hvert fald glæde mit lille reklamehjerte at få lov til at lave den slags en skønne dag …
