Nyt brætspil om brands og slogans

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Et engelsk-udviklet brætspil, som Top-Toy har versioneret til dansk, udfordrer spillere på paratviden om varemærker og slogans.

Logo er et nyt spil, der må siges at ramme relativt rent ind hos kreative og reklameglade sjæle – hvad enten man sidder på bureau eller ej.

Og en pressemeddelelse slår tungt på, at der er brugt tid på den danske del af det engelske spil , idet man remser en række – formodentlig – velkendte sætninger op:

’Det er en om’er’, ’Intet bord uden …’, ’Hvilken ugedag udkommer Familie Journal?’, ’Hvad hedder Kims bror?’, ’Coinoffers’, ’Making good times’, ’’Hvem ejer Ferrari?’, ’Vi gør mere for dig’, ’Jacob og Finn’, ’’Tænk stort – betal småt’, ’Kend den på knækket’, ’… så behøver du kun at handle ét sted’.

Spillet rummer 400 spørgsmålskort og 1.600 spørgsmål i flere kategorier om danske og internationale brands og slogans. Spørgsmålene dækker alt fra morgenmadsprodukter og personlig pleje via tøjmærker, biler, design til virksomheder – og det gælder (knapt så nytænkende) om at komme først og hurtigst rundt på spillebrættet for at vinde.

Spillet ud- og opfordrer til bl.a. at beskrive, hvordan logoer ser ud – hvad de står for eller indeholder.  Og Top-Toy spørger i den forbindelse, hvordan det ligger med Grundfos, Danfoss, LEGO, HARIBO, SAS, 3-Stjernet, Hummel og OMO.

En pressemeddelelse mener, at de unge spillere vil kunne gøre sig gældende i de nye mærkevarer og reklamer, mens de “voksne” spillere kan glæde sig til spørgsmål om “hverdagens superbrands” inden for alle kategorier og mærkevarer og slogans, som har været på markedet i mange år.