Efter en bureaukonkurrence, hvor seks bureauer deltog i en præsentationsrunde, og tre bureauer blev udvalgt til at lave en 48-timers pitch-case, blev Pravda valgt som nyt strategisk lead-bureau for it-virksomheden Atea.
Valget af Pravda skyldes dels Pravdas erfaring med IT-branchen – bl.a. fra kunder som Inspari, Nianet og DIR (som siden er opkøbt af TDC) – samt bureauets fokus på B2B, hvor man primært har arbejdet med branding, leadgenerering og salg.
Ateas direktør for marketing & e-commerce David Demsitz siger om valget:
”Igennem hele processen har Pravda vist sig kompetente og dedikerede. De kom med et professionelt og gennemarbejdet oplæg, som viste, at de forstod vores forretning og value propositions. Vi søgte en partner, der mestrer brand building, go2market-strategi og stærk digital forståelse – og alle de parametre fandt vi hos Pravda.”
Opgaven for Pravda bliver at bistå Atea med at opnå en stærkere position inden for udvalgte forretningsområder, specielt inden for special commercial segmentet, som er virksomheder mellem 1-500 ansatte.
Endvidere skal Pravda hjælpe med at indfri konkrete vækstmål inden for produktsalget.
Atea, der har været en del i medierne det seneste års tid pga. en verserende sag om bestikkelse hos det offentlige, arbejder udover med Pravda også med PR bureauet Morsing.