Nyt bureau: Fem kunder på fem måneder

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Anew gik i luften for fem måneder siden uden en eneste kunde. Det er der lavet om på nu.

Da Mads Duzenius Christensen skiftede tilværelsen som lønmodtager hos Saatchi & Saatchi ud med en rolle som medstifter af og adm. dir. for et helt nyt reklamebureau, fik han en alt dominerende opgave:

Han skulle skaffe nogen kunder.

Anew blev stiftet af ham, Rune Degett og Mathias Birkvad og de tre var enige om at leve af opsparing i første fase af deres projekt. Men sådan ville de selvfølgelig ikke kunne fortsætte.

Nu kan de så notere, at det er lykkedes at skaffe fem kunder på fem måneder, og de er ligefrem begyndt at ansætte folk.

Senest har man ansat en Art Director og flere ansættelser er på vej fortæller Mads Christensen.

Blandt de fem kunder finder man designhuset CPH Square, Panorama9, industrivirksomheden Migatronic og et nyt softwarehus skabt af holdet bag den danske IT-succes SoftScan. Dette firma er nu solgt til Symantec.

Desuden har man fået opgaven at repositionere et kendt dansk designmærke på den internationale scene.

“Vi har, så at sige, taget den medicin vi også anbefaler vores kunder. Vi har lyttet til kunderne og struktureret vores produkt til det de efterspørger,” siger Mads Christensen.

Navnet Anew betyder i al sin enkelthed at gentænke noget eksisterende, for at skabe noget nyt og bedre. Bureauet bygger på tanken om, at kommunikation og reklame ikke kan behandles isoleret, men at det ligeledes er vigtigt at se på hele værdikæden.

Derfor satser Anew på den strategiske og kreative udvikling samt rådgivningsfunktioner mens alle former for produktion outsources til et stort netværk af underleverandører.

Bureauet har til huse på Kongens Nytorv.