Nyt bureau i byen

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Et guerrilla-bureau – med en dansk søster og hollandske aner – har slået dørene op. Alt er i princippet medier, når bureauet går ud – med et kunsterkollektiv i ryggen.

Raúl&Rigel er navnet på et ”offroad, streetwise production agency”, der netop er lanceret i København.

Bureauets DNA er guerrilla-marketing, og Raúl&Rigel er da også et anagram for guerrilla. Projektleder Nadia Julie Froberg er daglig leder af det nye bureau. Hun siger:

”Historien handler om Raúl & Rigel, der er nevøer af Che Guevara, og som nu er kommet til den urbane jungle. De to nevøer slog sig ned i Amsterdam, som de tog med storm, og med en masse erfaring og viden i rygsækken er de nu kommet til Danmark, hvor efterspørgslen efter kreative og innovative kampagner er støt stigende. Lean Milo – ejeren af Citrusmedia – står i spidsen for Raúl&Rigel i København, hvor øvrige nordiske aktiviteter for Raúl&Rigel også bliver varetaget.”

Bureauet er en selvstændig søster til Citrusmedia, der tidligere på ugen vandt en retssag – anlagt af Københavns Kommune – om brugen af cykelsadelbetræk i kampagne-øjemed.

”Citrusmedia er den pæne pige i klassen, der ikke er ude på at genere nogen, mens vi har fokus på kampagner, der skiller sig ud,” siger Nadia Froberg.

Citrusmedia har i flere omgange været i myndighedernes søgelys – og hun er den pæne pige sammenlignet med jer?

”Hvor Citrusmedia kører med faste medier og i faste rammer, så har vi en mere utraditionel tilgang til medier. Vi løser opgaver både direkte for kunderne og for bureauerne, hvor man kan se os som et produktionsselskab,” siger Nadia Froberg.

Hun siger om bureauets opsætning:

”Vi har kreative og en producer, og vi har et unikt samarbejde med kunstnerkollektiv. Desuden kan vi trække på bureauet i Holland og på Citrusmedia i Danmark, og Lean Milo vil også være en del på Raúl&Rigel. Vi ansætter løbende og vil være fem faste medarbejdere fra årsskiftet.”

Raúl&Rigel har til at begynde med tre medarbejdere – og yderligere to følger ved årsskiftet.

Læs mere om Raúl&Rigel på bureauets hjemmeside og se en kort præsentation af lanceringseventen i forbindelse med Advertising Effectiveness Awards i onsdags.