Nyt bureau skal bringe Familieguf i offensiven

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Malaco har været tilbageholdende og fokuseret på below-the-line. Det skal der ændres på nu, og derfor har man valgt nyt bureau.

Malaco-brandet, der ejes af Leaf-koncernen skal i offensiven, og har derfor gennemført en bureaukonkurrence.

Fem bureauer deltog – navnene er ikke offentliggjort – og vinderen er blevet Umwelt.

“Umwelt viste os flere ting. Stort engagement, et grundigt marketingstrategisk arbejde omkring markedet, stærke FMCG-indsigter og naturligvis en anderledes kreativ idé. Vi går nu ind i det virkelige arbejde, hvor tankerne skal omsættes til egentlig arbejde,” siger Marketing Manager Kristian Kohn fra Leaf Danmark.

Malaco rummer bl.a. Familieguf og Truly (det naturlige slik) men har i længere tid fokuseret mest på below-the-line i samarbejde med Action.

Det har dog kunnet ses på markedsandelene, og det skal der ændres på. At gå i offensiven er dog ikke nødvendigvis lig med en stor tv-kampagne.

“Grundlæggende skal der en offensiv i gang. Men vi arbejder lige nu med at finde de medier, der er mest optimale til at gøre arbejdet. Det udelukker ikke, at der kommer reklamefilm – men vores opgave er at finde de medier, der fungerer bedst i Malacos tilfælde,” siger kontaktdirektør, Mikkel Heideby og fortsætter:

“For et mærke som Malaco er butikken meget vigtigt. Men det kan heller ikke klare sig uden en holdnings-bearbejdning. Udfordringen er at finde den rette balance.”

Det er en betydelig opgave, Umwelt skal i gang med, og den bidrager således til bureauets positive udvikling. Adm. dir. Steen Søndergaard fortæller, at Malaco står til at blive en af bureauets større kunder. Det udløser dog ikke en opnormering.

“Efter vi måtte sige farvel til Thorkild Bjerre som kreativ direktør meget kort tid efter, at han tiltrådte, har vi valgt i stedet at søge en ny AD’er og en tekstforfatter. AD’eren er tæt på at være fundet, og når vi har fundet tekstforfatteren, er vi hvad vi skal være,” siger Steen Søndergaard.