Nyt bureau skal modernisere Tivoli.dk

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Efter at have talt med en håndfuld bureauer har Danmarks mest besøgte seværdighed valgt det bureau, der skal være med til at bygge tivoli.dk op på ny.

Den fysiske del af Tivoli i København er løbende blevet moderniseret i løbet af forlystelseshavens 168-årige historie. Helt så gammel er den digitale del af løjerne ikke – alligevel kan afsenderen godt føle behov for fornyelse, og dét i en grad, at man er klar til at tage arbejdshandskerne på.

Til det formål har Tivoli valgt et nyt bureau som samarbejdspartner.

“Vi står foran en større omgang, hvor vi skal vi skal bygge tivoli.dk op på en ny platform. Vi har folk i huset, der vedligeholder, drifter og udvikler sitet, men dette er en stor mundfuld, så vi har allieret os med en ekstern partner til at gå over på et nyt CMS-system,” siger Thomas Erichsen, projektchef i Tivoli.

Tivoli føjer således et nyt bureau til listen, der bl.a. tæller &Co. Og der bliver, understreges det, tale om en tilføjelse, ikke en udskiftning på bureaulisten.

“Vi tror ikke så meget på pitches, så efter at have talt med en håndfuld bureauer har vi valgt Magnetix. Her bliver den umiddelbare opgave at tage fat på fredagsrock.dk og siden følger i løbet af 2012 så selve tivoli.dk. Vi er glade for denne tilføjelse af kompetencer, og arbejdet kommer til at ske i tæt dialog med vores eksisterende bureauer,” siger Thomas Erichsen.