Nyt bureau til hadereklame

Peter Engholm
25@mail.dk

Efter en konkurrence mellem tre bureauer har Reckitt Benckiser valgt nyt digitalbureau til Vanish-brandet på nordisk plan. Opgaven blev vundet af to søstre.

Danskerne elsker at hade Vanish-reklamer, men brandet har i årevis kunnet grine hele vejen til data-banken, for reklamerne virker.

Men historien om de slet synkroniserede vaske-reklamer er netop historie, og brandet er hastigt på vej videre.

En ny digital strategi og og dertilhørende kampagneaktiviteter for Vanish skal rulles ud i hele Norden. Og til den opgave har Reckitt Benckiser valgt en aarhusiansk duo i form af reklamebureauet Pravda og det digitale søsterbureau Pravda Digital.

Valget er truffet oven på en bureaukonkurrence, hvor også Think!Digital og Ogilvy deltog.

Charlotte Clauber Ruwald er Nordic Brand Manager hos Reckitt Benckiser og ansvarlig for Vanish i Norden – hun siger i en pressemeddelelse:

”Vanish-brandet er tydeligt til stede i bevidstheden hos den nordiske forbruger, men vi har stadig et stort uudnyttet online-potentiale, som Pravda og Pravda Digital skal hjælpe os med at indfri. Deres tilgang til opgaven var baseret på solid digitalstrategisk indsigt kombineret med taktiske aktiviteter på et højt kreativt niveau. De forstod samtidig Vanish-brandet og de vitale udfordringer, vi står overfor.”

Til Bureaubiz siger Sune Busk, strategisk konceptudvikler hos Pravda:

”Vanish er et brand med både en farverig arv og en historik, og samtidig er det et lav-involveringsprodukt. Denne kombination giver både værktøjer og udfordringer. Vores opgave bliver at give brandet en digital vinkel og en profil, der er relevant for forbrugerne. Og ambitionen er at skabe ægte værdi – og vel at mærke via andre veje end blot at diskutere pletfjerning.”

Det digitale er ikke nyt for hverken Vanish eller Reckitt Benckiser, men det uudnyttede online-potentiale skal ses i forhold til, at Vanish ikke tidligere har haft et dedikeret strategisk bureau med et særligt fokus på dette område. Havas er uforandret leadbureau for Vanish.

Helt overordnet skal Pravda og Pravda Digital fokusere på at underbygge allerede planlagte initiativer og online supportering af produktlanceringer og tv-spots, samt – i lige så høj grad – at skabe en digital tilstedeværelse, der tilbyder relevans og værdi for forbrugeren på tværs af platforme.