Nyt bureau til Statoil i Danmark

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Over 2300 stationer i Skandinavien og Baltikum skal markedsføres. Lead er Forsmann & Bodenfors norske bureau, og nu er der valgt partner til det danske marked.

Opdateret – se nederst. Evnen til at arbejde sammen med andre bureauer er en ikke-uvæsentlig egenskab for et bureau nu om stunder.

Umwelt nøjes ikke kun med at arbejde godt sammen med svensk Forsman & Bodenfors, men har et egentligt samarbejde, der har resulteret i en række kunde-gevinster, bl.a. Eniro, Post Nord og Santander Consumer Bank.

Nu følger endnu en stor kunde til Umwelt via dette samarbejde i form af Statoil Fuel & Retail.

I Norge har Forsman & Bodenfors’ søstersbureau, SMFB, tidligere vundet opgaven om at markedsføre mere end 2.300 stationer rundt om i Skandinavien og Baltikum. Herhjemme er det så Umwelt, der er blevet bureauet.

Statoil er gået i gang med at effektivisere markedsføringen – en større omgang, der bl.a. betyder, at der skal være større samhørighed i det kreative udtryk der kører på tværs af markederne.

Det forklarer Ann Kirstine Havsteen, der er marketing- og kommunikationsdirektør i Statoil Fuel & Retail.

”Det har været vigtigt at finde en samarbejdspartner, som kender både SMFB og det danske marked. Derfor er vi glade for, at Umwelt nu bliver vores kreative bureau,” siger Ann Kirstine Havsteen og fortsætter:

“De skal hjælpe med at implementere de kampagner, der bliver udviklet på centralt hold, men også udvikle separate kampagner målrettet mod det danske marked. Derfor har det været vigtigt, at Umwelt dels er gearet til at køre vores ret omfattende kampagnemateriale, dels har erfaring med retail og kan hjælpe os på den kreative ide.”

Man er jo altid glad, når man får en ny kunde – konstaterer senior partner i Umwelt, Mikkel Heideby, og tilføjer:

”Og vi er naturligvis også tilfredse med, at SMFB og Statoil har givet os denne tillidserklæring. Vi ser frem til samarbejdet, som allerede er ved at komme i gang.”

Bureaubiz havde i første omgang skrevet, at opgaven også omfatter markedsføringen af de godt 300 Shell-stationer i Danmark, som Statoils ejere erhvervede i foråret. Købet er for så vidt korrekt, men det forudsætter, at myndighederne skal godkende købet. Og dernæst skal der tages stilling til bureau-samarbejdet. Så indtil videre kører selskaberne videre uafhængigt af hinanden, og det er uforandret J. Walter Thompson, der håndterer markedsføringen af Shell-stationerne i Danmark.