Nyt bureau vil fokusere på influencer marketing

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Bloggeres udbredelse har åbnet for et nyt forretningsområde. Nu starter endnu et bureau med at formidle kontakten mellem bloggere og virksomheder.

I takt med, at bloggere, instagrammere, youtubers og andre influenter bliver mere og mere populære, dukker der samtidig nye forretningsmuligheder op.

Bloggers Delight, Tailify og senest Oktober KBH er nogle af de bureauer, der bl.a. lever af at sætte bloggere og andre influenter sammen med virksomheder. Såkaldt influencer marketing.

Nu er endnu et bureau på banen inden for influencer marketing. SMAC Agency.

Ifølge de to stiftere Kristina R. Askerud og Pernille Caroline Lotus, adskiller deres bureau sig fra de andre ved kun at fokusere på markedsføring via influenter.

“Vi er det første danske bureau, som fokuserer på udelukkende at repræsentere influencers og altså ikke også har andre produkter på hylderne”, siger Kristina R. Askerud.

Kristina Askerud og Pernille Caroline Lotus gik i gang for to måneder siden og repræsenterer i dag 12 influenter, der samlet når ud til 2,5 millioner følgere på tværs af sociale medier.

Eksempler på influenter, der er i stald hos SMAC Agency, er Saseline, Szhirley, Marie Hindkær (Blameitonfashion), Funda Christophersen (ByFunda), Sofie Lassen-Kahlke, Maria Lucia og Sandra Willer.

20 brands, deriblandt Nelly.com, Wunderwear og DyrbergKern, har købt ind hos SMAC Agency indtil videre.