Nyt bureau vil være “håndværkerne”

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Gnist & Gejst er født ud af Silkeborg-bureauet, Brandstifter – storebror kan få lov at koncentrere sig om “branding og alt det langhårede”.

De færreste store annoncører tror i dag på full-service. Men måske er det anderledes i forhold til en række mindre kunder.

Det tror et lille nyt bureau i Silkeborg i hvert fald på.

Gnist & Gejst er født ud af Brandstifter, og bor sammen med det, men missionen lyder således.

“Det er ikke alle kunder og opgaver, der er så store, at der først skal gennemføres en omfangsrig brandingproces f.eks. sammen med vores “storebror” Brandstifter – og de skal altså løses alligevel. Så dem vil vi meget gerne have fingrene i,” siger Søren Stabell, der har mere end ti års erfaring som tegner, grafiker og art director. Han fortsætter:

“Vi ser derfor Gnist & Gejst som håndværkerne, der sørger for at få det rette budskab ud på websites, smartphones, tavlecomputere,  pc’er, biografer, avistryk eller som tatoveringer på en overarm.”

Søren Stabell siger endvidere, at han “trygt overlader branding og alt det langhårede til storebror Brandstifter.”

Det nye bureau deler kontor, telefonnummer og til dels også personale med Brandstifter AS på Hovedgårdsvej 3 i Silkeborg. Blandt nøglepersonerne  i det nye bureau er derfor også flere “brandstiftere”, heriblandt Jakob Korsgaard, som vil være at finde i begge bureauer fremover.

“Jeg tror, at den model sikrer os en optimal udnyttelse af ressourcerne, en god koordinering og så holder det omkostningerne nede til glæde for vores kunder. Og det er jo heller ikke uden betydning i dagens Danmark,” siger Jakob Korsgaard,

Brandstifter er et netværksbaseret bureau med en temmelig solid økonomi. Bureauet ledes af Henrik Holst Christensen, der sammen med Lars Knudsen fik stor opmærksomhed i 90-erne med deres bureau Copyright.

Lars Knudsen har valgt at skifte karriere og er blevet skuespiller i London.