Nyt freelancenetværk vil forene junior- og seniorkræfter

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Kaare Grundtvig fra Reklamelinjen har stiftet et nyt kreativt freelancenetværk, hvor unge løver og gamle reklamehunde skal drage nytte af hinandens kompetencer til fordel for både virksomheder og bureauer. Vi har talt med ham om baggrunden for tiltaget.

Junior & Senior er navnet på et nyt freelance-netværk etableret af Kaare Grundtvig, der tidligere har været med til at skabe Reklamelinjen og senest var kreativ direktør på Kindly.

Vi har fanget Kaare Grundtvig for at blive klogere på hans nye projekt, der blandt andet baserer sig på et netværk, opbygget gennem 20 år i branchen, der både tæller unge talenter og garvede kræfter.

Hvad er idéen med Junior & Senior?

 ”Ideen er at koble friske øjne på erfaring. At koble vildskab og fornuft og forskellige kompetencer som kan variere fra juniorer til seniorer. F.eks. er seniorer gode til at fortælle en historie og se det større perspektiv, mens de yngre er bedre til at udnytte teknologi og forskellige digitale platforme. Denne udnyttelse af de unges kompetencer sker jo allerede nu mange steder, men det er ikke sikkert, at du har ressourcerne til at have alle kompetencer in house, og her kan jeg – via netværket – supplere op.”


Junior & Senior-netværkets logo. Kaare Grundtvig fortæller om logoet:  “&’et er helten, for det er netop brobygningen mellem de unge og gamle, der er værdiskabende. Grafikken er tiltænkt at være lidt Batman & Robin-agtig. Vi kommer og reder situationen.

Men er det ikke ret normalt, at juniorer og seniorer arbejder sammen på bureauer – og drager gavn af hinanden?

 ”Jo, det er det. Og især var det. For i de seneste årti har billedet ændret sig en del. På det klassiske bureau kørte juniorer og seniorer på samme klinge. Det handlede om TVC’ er, prints og outdoors – hvilket seniorerne havde mest erfaring med. Men da de sociale medier begynder at spille ind med hashtags, instagram og nye teknologier, begyndte de unge digitalt indfødte at træde i karakter. Pludselig kunne de noget, som vi seniorer ikke kunne i samme grad, fordi vi ikke har det digitale medfødt og under huden som de unge. Målet med Junior & Senior-netværket er, at de forskellige kernekompetencer som de to grupper har, i højere grad skal sammenkobles.”

Hvorfor skulle man hyre en Junior & Senior freelanceløsning fremfor et etableret bureau?

 ”Det er ikke sikkert, at det er enten eller. Alle opgaver er forskellige, og man vil tit kunne have behov for nogle andre kompetencer end dem, som man har in house. Det et netværk kan, er, at være fleksibelt, og det kan både komme bureauer og virksomheder til gavn.”

 Er der en bestemt slags kunder, I sigter efter?

”Lige nu tror jeg, at ad hoc opgaver er dem, der passer bedst til setup’et. Opgaver med et decideret problem, der skal løses. Ongoing opgaver stemmer nemlig ikke så godt overens med det at være fleksibel.”


Kaare Grundtvig er fagansvarlig på Reklamlinjen. Tidligere har han undervist på Kreativ Basis. 

Hvilke kunder burde tage fat i Junior & Senior?

”Kunder, der har en nød, der skal knækkes – et salg eller en adfærd, der skal ændres. Vi er altså mest ovre i den taktiske del af spektret. Jeg ved, at man kan nå langt, når man blander forskellige discipliner såsom kommunikation, teknologi og forkellige platforme. I dag kan man med begrænsede midler gøre en meget større forskel, end man kunne for 10 år siden.”

Hvad bliver din egen rolle i dette netværk?

”Min rolle er to-delt. Jeg skal samle trådene og styre kompetencerne i den rigtige retning, og samtidig byder jeg også ind med min craftsmæssige kernekompetence – art direction. Min drøm er at arbejde med folk, der kan bidrage med noget andet end mig selv, folk der supplerer hinanden, og det er jo grundlæggende kongstanken bag Junior & Senior-netværket.”

Netværket er under stadig og konstant opbygning og tæller i skrivende stund: N´Fellows, Mathias Caspersen, Thomas Bach, Magnus Bjørnshave, Thomas Parastatitis, Lasse Weber Fredholm, Mette Asbjørn, Young Creatives og Jonas Rahbæk Andersen.

Junior & Senior-netværket har adresse på Toldbodgade 49B.