Den 18. juni i år lancerede Cross Border Media magasinet „X+Y”, et nyt gratismagasin i købekvalitet, og nu vil Coop distribuere magasinet til kunder i Kvickly landet over.
X+Y er målrettet den familie med børn i alderen 0-10 år. Fokusområderne spænder fra film til bøger, mode, skønhed og bolig samt legetøj og madopskrifter til hele familien.
„Magasinet er inspireret af de bedste udenlandske publikationer, og vi sikrer, at det er indholdet og læserne, der tiltrækker annoncørerne og ikke annoncørbetalt indhold, som er den traditionelle formel i Danmark – og derved har vi skabt en dynamisk platform for annoncørerne med en unik distribution ift. deres målgrupper,” udtaler Mathilde Holkenfeldt Behrendt, chefredaktør for X+Y.
Hos Coop siger kategorichef Stig Hall:
“Tidligere var vi ikke interesserede i at have gratismagasiner i vores butikker, da de ikke har været i overensstemmelse med det omdømme, vi ønsker for Coop. Men efter at have set X+Y og evalueret dets kvalitet og potentiale har vi ændret mening. X+Y har en klar eksklusivitet, men er samtidig tilgængeligt, ligesom det udstråler professionalisme uden at være snobbet. Og den kombination ligger i tæt tråd med, hvad vi ønsker, Coop skal stå for. Og så tror vi, at det vil give kunderne en ekstra grund til at besøge vores butikker.”
Magasinet udkommer hver anden måned i et oplag på 40.000 stk. og distribueres primært via BR, Toys’R’Us, Kvickly og udvalgte modebutikker i Danmark.