Nyt Grey-bureau skal markedsføre restauranter og cafeer

FiG

En forening, der tæller alt fra michelin-restauranter til landsbykroer, skal have nyt ansigt – og har fundet et bureau til at hjælpe med det.

RAD/Grey er et ganske nyt bureau i Grey-gruppen – det gik i luften for godt en måned siden – og nu kan man også skrive en ny kunde på listen.

Det gælder DRC – og nej – det er ikke et kendt brand. Det er en brancheforening, som først og fremmest skal varetage medlemmernes interesser. Men man vil gerne have et nyt ansigt og lidt mere kant.

DRC står for Danmarks Restauranter & Cafeer, der med ca. 1500 medlemmer repræsenterer alt lige fra michelin-restauranter til landsbykroer.

Første opgave er et re-design af DRC’s magasin, der udkommer i 15.000 eksemplarer 8 gange årligt, samt layout og håndtering af dette. Men andre tiltag vil også komme til i løbet af 2016, hvor man vil tage andre medier i brug til at bakke op om magasinet.

”Magasinet er DRC’s ansigt udadtil, men selvom der er mange i branchen, der kender det, så er det ikke lykkedes for os at bygge bro imellem magasinet og DRC – det ønsker vi ændret nu,” siger Torben E. Hoffmann Rosenstock, som er adm. direktør i DRC. Han fortsætter:

”Vi ser derfor frem til at arbejde med RAD/Grey og glæder os især til at se resultaterne af deres utraditionelle tilgang. Vores ønske er at give DRC mere kant og tydeliggøre vores visioner i magasinet overfor vores mange medlemmer.”

Det første eksempel på det nye samarbejde udkommer i form af et re-designet magasin til februar.

”Danmark har så mange fantastiske caféer, restauranter og hoteller – både i storbyer, men også i provinsen – som fortjener at blive markedsført og komme frem i lyset. Både overfor turister, men i lige så høj grad overfor os danskere, som kan være vanedyr, når det kommer til at forkæle os selv og dem, vi holder af,” siger RAD/Greys direktør, Thomas Ørum og fortsætter:

”Man behøver ikke altid at hoppe på en flyver til Berlin i en weekend, der er virkeligt mange gode tilbud herhjemme, som vi gerne vil fremhæve i DRC’s magasin i 2016.”