Nyt job til bureaudirektør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fra en rolle som adm. dir. i et mediabureau med fokus på rekruttering til en rolle som Business Manager i et konsulentfirma med fokus på organisationsudvikling.

Efter 10 år som adm. dir. for Promedia har Sussi Bergh sagt farvel til jobbet og goddag til noget helt andet.

Hun er blevet Business Manager i konsulent-firmaet Maul A/S, der bl.a. benytter sig af erhvervs-psykologer i forhold til rådgivning om ledelse, strategi og teamudvikling.

“I de sidste fem år har vi i Promedia arbejdet meget mere med rådgivning i forhold til at hjælpe virksomheder med at finde de rette medarbejdere på rette tidspunkter i de rette medier både på lang og kort sigt. I Maul arbejder vi med udviklingen af organisationen, så det er noget andet og jeg skal lære en masse nyt – men stadig noget, hvor jeg kan bruge de erfaringer og indsigter, jeg har med fra Promedia,” siger Sussi Bergh og fortsætter:

“Herudover har jeg en kommerciel baggrund, som er noget af det, jeg skal bidrage med til forretningen. Efter 20 år i mediebranchen har jeg nogle erfaringer omkring forretningsudvikling, som nok kan komme til gavn i udviklingen af Maul.”

Hun forlader en forretning som sidste år blev meget mere integreret i Mediacom for bedre at udnytte synergierne mellem de to bureauer – en proces som hun karakteriserer som vellykket.

“Derfor fandt jeg, at tiden nu var moden til at søge nye udfordringer efter 10 år hos Promedia,” siger Sussi Bergh.

Hos Promedia og Mediacom har man i kølvandet på Sussi Berghs jobskifte valgt at integrere organisationerne yderligere. Det sker ved, at Mediacoms adm. dir. Ulrik Falkner Thagesen har overtaget rollen som adm. dir. for Promedia.

“Vi er kede af at sige farvel til Sussi, men vi syntes ikke, der var grund til at søge en ny adm. dir. Promedia fungerer i et tæt samspil med Mediacom, og det skal de fortsætte med. Derfor har vi ansat Isabella Stokkebro Hansen som skal fungere som team-leder med fuldt fokus på produktet, mens jeg så tager de mere administrative og økonomiske byrder,” siger Ulrik Falkner Thagesen.