Nyt job til Creunas eks-direktør: Skal bygge ny online retail-butik

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En helt ny online butik på retail-markedet har store brands og dagligvareleverandør foreningen med som back-up. Selskabet har ansat Anders Uttrup.

Irma investerer ganske meget i Irma.dk, mens Nemlig.com har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Herudover har man også Osuma på markedet for onlinesalg af dagligvarer.

Men nu kommer der en ny butik, der på den ene side er startet af iværksættere – på den anden side har både store brands og Dansk Dagligvareleverandørforening (DLF) i ryggen.

Navnet på platformen er Shopall24, og i forbindelse med lanceringen af den nye forretning har man ansat Anders Uttrup i en rolle som adm. dir. for Shopall24 Services.

Anders Uttrup forlod omkring jul jobbet som CMO i Creuna-koncernen og adm. dir. for Creuna København.

Shopall24 Services skal varetage leverandørernes interesser på den ny platform, og Anders Uttrup skal stå i spidsen for opbygningen af en organisation, der kan hjælpe leverandørerne ind på platformen.

Shopall24 kommer til at adskille sig fra de nuværende onlinesupermarkeder ved at være en markedsplads, hvor leverandørerne selv både fastsætter sortiment og priser. Fra årsskiftet kan de eksponere og sælge deres fulde sortiment direkte til forbrugere i hele landet.

Det betyder at den danske forbruger nu får flere valgmuligheder end i et traditionelt supermarked, hvor de er begrænset til de varer, som den etablerede detailhandel vælger at tage ind – eller holde ude, som man måske skulle sige. Der er nemlig trængsel på supermarkedernes hylder med et stigende udvalg af discountvarer og ikke mindst supermarkedernes egne, konkurrerende brands.

Egne outlets giver ingen mening på dagligvarer

”I en fuldt gennemsigtig digital verden, er alle brands nødt til at etablere mere direkte og tættere relationer til forbrugerne for at få indsigt i deres behov og adfærd igennem hele købscyklussen. Mange større brands har da også valgt at etablere deres egne online salgskanaler parallelt med deres salg gennem forhandlere,” siger Anders Uttrup og fortsætter:

“Men på dagligvaresiden giver det derimod ikke lige så meget mening at bygge egne outlets, da forbrugerne i langt de fleste tilfælde er mere optaget af at købe en kurv med mange forskellige dagligvarer end sporadisk køb af enkeltprodukter. Så i stedet for at bygge deres egne øde øer, kan brand ownere nu få deres egen butik på en meget stor markedsplads, hvor der rent faktisk er folk, der kommer for at købe ind og blive inspireret.”

Shopall24 Groups CEO er Lars Munch Johansen.

”Shopall24 baserer sig på en forretningsmodel, hvor vi udnytter kapitalapparatet hos allerede etablerede spillere i markedet. Så i stedet for at bygge alting op selv, indgår vi i et konsortium af specialister på hvert deres felt, som sammen varetager alle led i forsyningskæden,” siger Lars Munch Johansen og fortsætter:

“Vi tilbyder alene selve markedspladsen med en række forretningskritiske marketing services, og sørger dermed for, at brand ownere kan komme i kontakt med forbrugerne og sælge deres varer direkte online.”