Nyt job til Jens Thrane-Møller

Peter Engholm
25@mail.dk

Konstitueres som adm. direktør i SP3, idet Jakob Andersson stopper for at søge nye udfordringer.

Jens Thrane-Møller bliver atter bureau-direktør. For tre år siden stoppede han som adm. direktør for Republica Gruppen, hvor han havde været siden 1998. Nu vender han tilbage på direktørposten – som konstitueret direktør for SP3, som er ejet af Berlingske Media.

Anledningen er, at SP3s nuværende adm. direktør, Jakob Andersson, fratræder sin stilling.

“Vi har været glade for Jakob Andersson, der har været på bureauet i ti år – han har været underdirektør siden 2001 og adm. direktør det seneste halvandet år. Jakob Andersson stopper af personlige årsager – helt udramatisk, forstået sådan, at han er relativt ung og gerne vil prøve “noget helt nyt”, for at bruge hans egne ord. Måske en helt anden branche,” siger Mark Hammerich, bestyrelsesformand i SP3.

At hans foreløbige afløser bliver Jens Thrane-Møller, er ikke helt tilfældigt.

“Jens Thrane-Møller har kørt et konsulentforløb med bureauets ledelse og i den forbindelse også kørt et tæt parløb med Jakob Andersson. Så da Jakob fortalte, at han stoppede, og vi skulle finde en afløser, så bakkede Jakob op om Jens Thrane-Møller – der også har den øvrige ledelses fulde opbakning,” siger Mark Hammerich.

SP3s bestyrelse er samtidig begyndt processen med at finde en ny adm. direktør for bureauet – en proces, som Jens Thrane-Møller bistår med.

Jens Thrane-Møller, der i fire år også var formand for DMF, Dansk Marketing Forum, gjorde i 2007 comeback i reklamebranchen, da han blev medlem af bestyrelsen i Integral – og Mark Hammerich ser ikke noget problem i, at denne bestyrelsespost opretholdes.