Nyt job til Partners’ eks-direktør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Louise Knauers afgang fra Partners blev annonceret i efteråret, men hun forlod først bureauet for et par måneder siden.

Louise Knauer, der for små to år siden skiftede fra McKinsey til Wibroe, Duckert & Partners som erstatning for Bjarne Spellerberg, er tilbage i management-konsulent-verdenen.

Hun er tiltrådt som konsulent hos det store internationale konsulent-firma, Egon Zehnder, og det er faktisk ikke mere end nogle måneder siden, hun endeligt forlod Partners og begyndte i det nye job.

“Da jeg sagde op hos Partners ved udgangen af august, fordi jeg havde fået jobbet hos Egon Zehnder, var det med en klar aftale om, at jeg skulle gøre mit arbejde færdigt og blive indtil den nye ledelse var kørt i stilling, og alle opgaver afsluttet,” siger Louise Knauer som forklaring på, at der er gået relativt lang tid siden hun sagde op – og det blev kommunikeret, at hun stoppede – til hun rent faktisk forlod bureauet.

At hun søgte væk relativt hurtigt er et udtryk for en succesfuld restrukturering og et ønske om personlig udvikling.

“En af mine opgaver var at arbejde med udvikling af organisationen hos Partners, og det er noget jeg både brænder for og som jeg er god til. Ud over at rette op på økonomien og sætte strategien, var det vigtigste at sætte et nyt team hvilket er det jeg også arbejder med i dag.”

Louise Knauer har ofte været synonym med big data, men hun mener ikke det var retningen for Partners

”Det er rigtigt, at der i min introduktion til bureauet var tale om min viden inden for big data og digitalisering, og det er bestemt et af mine personlige fokus områder, og også noget der er bragt med i mit arbejde i Partners, men det har aldrig været det der skulle være kernen i Partners,” siger Louise Knauer og fortsætter:

“Bureauet har et stærkt DNA, og i stedet for at opfinde noget nyt, har jeg arbejdet på at skabe en organisation, der kan matche dette DNA med de nye udfordringer i markedet.”

Knytte bonede gulve og start-ups sammen

Strategi, organisation, og digitalisering er nøgleord for Louise og hendes virke hos Egen Zehnder.

“Jeg arbejder på to spor. Dels har jeg et fokus på bestyrelser og direktioner i store virksomheder i forhold til deres sammensætning, strategi og visse tilfælde teknologiske udvikling, og dels færdes jeg i start-up og tech miljøet. Man kan sige at jeg blandt andet arbejder med at binde de bonede gulve sammen med det livlige entreprenante miljø, og det er rigtig spændende,” siger Louise Knauer.

Egon Zehnder er et af de store internationale management konsulentfirmaer, og det er frem for talknuseri kendetegnet ved at være mere optaget af den menneskelige side – udviklingen af organisationer, evnen til at få de rigtige mennesker til at mødes samt identificering og udvikling af talenter.