Nyt kommunikationsfirma med forbindelser til Alexandra i skarpt opgør med Se og Hør

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Tidligere Guava-direktør og Cubizz-stifter, Torben Aagaard, blev udsat for massive angreb i Se og Hør. Nu er han i gang med at pille angrebene fra hinanden. Se hans redegørelse her.

En tidligere Guava-direktør, der starter et nyt firma under navnet Netpublications med fokus på netbaserede magasiner og dialog-markedsføring!

Det lyder ikke umiddelbart som noget, Se og Hør vil beskæftige sig med. Men situationen bliver en helt anden, når grevinde Alexandras mand, Martin Jørgensen er en af partnerne i det nye firma, og for Torben Aagaard betød det således, at han kom til at stifte bekendtskab med bladets journalstik.

Det var ikke et rart bekendtskab. Han har krævet et dementi – og får et omhandlende at han aldrig har været i politiets søgelys.

Dette fremgik af et citat fra tidligere chefredaktør på Berlingske Tidende, Niels Lunde, der ifølge Se og Hør “kender udmærket typer som Aagaard.

– Det er mennesker, som lever af at lave hurtige forretninger. De kører i store biler og bor i store huse. Det er ikke folk, som bliver længe samme sted, og mange af dem har været i politiets søgelys flere gange, siger Lunde.” (citat fra Se og Hør)

Nu viser det sig ifølge Se og Hørs chefredaktør, Henrik Qvortrup, at Niels Lundes kommentarer var generelle og ikke møntet på Torben Aagaard.

At bladet samtidig med sit ordvalg nærmest fik gjort Torben Aagaard til konkursrytter, kan han dog ikke få et dementi på.

“Bladets journalist har taget en liste fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen over hvilke selskaber, jeg har haft med at gøre. Men undladt at beskæftige sig med, om jeg blot var bestyrelsesmedlem eller om det var selskaber, jeg har været med til at stifte og drive. Fakta er, at jeg blandt de selskaber, jeg har været med til at stifte og drive, har været med til at måtte lukke et. På bruttolisten er der et antal selskaber, der er blevet likvideret, men det er helt normalt praksis for nedlukning af inaktive selskaber og har intet med konkurs eller tvangsopløsning at gøre”, siger Torben Aagaard, der er i tvivl om, hvorvidt han vil gå ind i en sag med Se og Hør.

“Mange har sagt, jeg burde, og mine advokater mener, jeg har gode chancer for at vinde. Men en injurie sag er tidskrævende, og jeg overvejer lige nu, om jeg vil bruge min energi på at føre sagen eller om jeg bare skal se at komme videre og lægge sagen bag mig,”, siger Torben Aagaard.

 

Bureaubiz bringer her hans redegørelse til Se og Hør:

Kære Henrik Qvortrup

Jeg er i denne uge blevet udnævnt til pengeven for Alexandra og Martin, platugle og berygtet bagmand.

Det er så voldsomme beskyldninger og så langt fra sandheden, at jeg må bede dig kommentere nedenstående fakta.

Jeg blev i tirsdags ringet op af Bo Møller Andersen der blot sagde. “Du har stiftet 57 selskaber og har 9 konkurser bag dig. Har du fortalt Martin det?” Jeg sad med 5 kolleger omkring mig og var desværre ikke skarp nok til på stedet at svare, da jeg jf. nedenstående IKKE var bekendt med, at jeg var konkurs med nogen selskaber ud over det ene som er beskrevet nedenfor. Jeg svarede nogle timer efter via mail til Bo suppleret med et link til mit personlige website (www.netinnovation.com) hvor hele mit CV fremgår. Jeg SVAREDE med andre ord på det ENE spørgsmål som Bo ønskede svar på fra mig. At jeg på den baggrund skal kaldes platugle og berygtet bagmand og i artiklen udstilles som en type der ofte er i politiets søgelys, det er for mig uforståelig og meget ødelæggende for mig og mit omdømme.

I skriver, at jeg har stiftet 57 selskaber og at 9 af dem er konkurs/tvangsopløst. Faktum er, at jeg har stiftet ca. 10 selskaber i min 25 års lange karriere og kun har været med i ét selskab der er gået konkurs imens jeg var med i selskabet.

Jeg var bestyrelsesmedlem og ejede 35% af selskabet Cubizz CRM A/S. Vi solgte i 2004 aktiverne i Cubizz CRM A/S til IBM ejede EDB Gruppen A/S. EDB Gruppen evnede desværre ikke at fastholde teamet og endte med at nedlægge forretningsområdet med den konsekvens, at vi ikke fik hele betalingen. Da selskabet med salget af alle aktiver var tomt og inaktivt, havde vi ikke andre muligheder end at lade selskabet lukke. Du må se købsaftalen hvis du ønsker det.

I skriver specifikt omkring Cubizz CRM Components Aps. Dette selskab solgte jeg i 2006 og har intet haft med selskabet at gøre siden. Køberen har så ikke indleveret sit regnskab for 2007, hvorfor selskabet nu er sendt i tvangsopløsning. Dette er helt uden min indflydelse og jeg har intet gjort forkert. Handelen blev formaliseret med Plesner som advokater. I er velkomne til at se købsaftalen.

De øvrige selskaber, som jeg har været involveret i, har været som menigt bestyrelsesmedlem. Som det fremgår af CVR registret, så er langt de fleste af selskaberne opløst ved fusion eller de er trådt i likvidation (opløst) på helt normalt vis. De få konkurser er sket lang tid EFTER at jeg har forladt bestyrelserne og således ikke noget som jeg har haft indflydelse på.

I skriver, at jeg har stiftet ZooZity. Dette er forkert. ZooZity blev, som det fremgår af CVR registret, stiftet i 1998. Jeg kom ind som menigt bestyrelsesmedlem i 2004. Jeg indtrådte i Centerplan Commerce A/S og nogle af datterselskaberne for at hjælpe med marketing/afsætning som er mit speciale. Jeg har aldrig ejet noget som helst af Centerplan Commerce A/S eller noget i nogen af datterselskaberne ZooZity, ParkCity, Sturup Raceway og Custom House. Jeg har alene siddet som bestyrelsesmedlem og er i øvrigt udtrådt af alle selskaberne for at koncentrere min tid på NetPublications.

Jeg har siden 2002 stået i spidsen for at opbygge 3 selskaber, som nu alle er solgt ind i større virksomheder. Det drejer sig som Cubizz Sales Tools A/S der i 2006 blev solgt for 1,5 million kontant til Axcel, Cubizz Communication A/S der i 2007 blev solgt til Notabene.net A/S for 47 millioner i børsnoterede aktier, og det var Netmore A/S, der i 2007 blev solgt for 167 millioner i børsnoterede aktier til Comendo A/S.

I skriver om udenlandske håndværkere, rod og tomme lokaler på Sankt Annæ Plads. Vi BOR på Sankt Annæ Plads 11 og arbejder der hver dag. Der kommer kunder og samarbejdspartnere i massevis og vi får post. I er velkommen til at ringe til os for at lave en aftale om besigtigelse. Vi bor her frem til 1. februar hvor vi flytter i nye lokaler.

I undergraver mig yderligere ved at lade Niels Lunde kommentere typer som mig. Faktum er, at jeg IKKE ejer eller nogensinde har ejet en investeringsejendom. Jeg ejer alene den bolig som jeg har boet i de sidste 14 år.

Jeg har heller ALDRIG været i politiets søgelys. Jeg har altid kørt mine forretninger sobert, i gode partnerskaber og de sidste mange år altid med store revisionsvirksomheder som revisorer og Plesner som juridisk rådgiver på ALT hvad jeg har lavet af virksomhedshandler.

Konklusion

Som det fremgår af ovenstående, så har jeg fået en meget hård omgang i denne uges Se & Hør. Jeg svarede på det ene spørgsmål jeg fik stillet og så ender det med at jeg ryger på forsiden med bjælker over øjnene som en anden forbryder.

Hilsen

Torben Aagaard