Nyt kreativt team til Adtomic

Peter Engholm
25@mail.dk

Kim Jong Andersen opruster yderligere – med ansættelsen af en kreativ duo, der har en fortid hos Saatchi & Saatchi.

I et netværksbureau får man typisk først lov til at ansætte medarbejdere, når omsætningen berettiger til det – i hvert fald i krisetider som i disse år.

Kan hænde, at dét er baggrunden for, at Kim Jong Andersen understreger, at Adtomic er et ”ejer-ledet dansk bureau” – et bureau, hvor han blev vice president i august.

På Adtomic har han ansvaret for en sektion, som han er i gang med at udvide – i efteråret hentede han Chaga Signe Bruun fra BBDO og Rise Vestergaard fra Xstream, så sektionen kom op på 15 medarbejdere.

Nu følger David Ebbesen og Tobias Ambs-Thomsen – hhv. AD’er og copywriter – der har været fem år hos Saatchi & Saatchi.

”Vi har behov for mere båndbredde, og vi vil gerne fortsætte med sikre os talentmasse, der har bund i den virkelighed, vi alle møder – og den er digital og i mindre grad præget af traditionelle medier. David og Tobias er relativt unge – og de udviser både sandt craftmanship inden for de konventionelle reklamediscipliner og digital forudseenhed,” siger Kim Jong Andersen.

Han afviser at kalde ansættelsen for en satsning;

”Jeg vil kalde det en kreativ oprustning. Markedet er muligvis afmattet, men det ville i mine øjne være en satsning, en risikabel én, hvis man undlod at drage nytte af situationen. Det er nu, at man har muligheden for at skabe fordele. Og det er ikke en satsning i dén forstand – for der er efterspørgsel på vores brand of creativity, nemlig at aktivere et brand, og ikke bare kommunikere det,” siger Kim Jong Andersen.

David Ebbesen og Tobias Ambs-Thomsen bliver som nævnt en del af Kim Jong Andersens sektion i Adtomic, men refererer til kreativ direktør Martin Gøttsch.