Ulrik Drejsig og John Heerup har nu fået selskab af Jane Sørensen i lokalerne hos det nye mediabureau, Orchestra.
Der er tale om Jane Sørensen, der har en fortid som kontaktdirektør hos MEC – et bureau, som hun forlod i efteråret.
Adm. direktør Ulrik Drejsig er glad for at have budt velkommen til Jane Sørensen.
“Vi ønsker at være et seniortungt bureau med folk, der forstår at tænke medier på en ny måde. Jane Sørensens tidligere bedrifter ud i marketing og mediarådgivning er meget præget af innovative løsninger, som har skabt flotte resultater, og det er vi naturligvis glade for at få ombord,” siger Ulrik Drejsig.
Han fortæller videre, at han har flere underskrevne kontrakter på nye medarbejdere – men at de er bundet af kontrakter på deres eksisterende arbejdspladser. Derfor vil han ikke sætte navne på eller udtale sig om, hvornår de tiltræder.
Når det gælder kunder, har han kun en meget kort udtalelse:
“Vi har travlt.”
Travlt med new bizz eller med kunder?
“Travlt.”
Orchestra har også registreret et nyt binavn – Orchestra Media.
“Det hænger sammen med, at vi ikke vil risikere, at der kommer nogen og kalder sig Orchestra Media,” siger Ulrik Drejsig.
Hvad så med Transparency? Hvorfor ikke tilføre det som binavn?
“Det er navnet på en afdeling, der bliver en non-profit indkøbsafdeling. Ikke andet. Og har aldrig været tænkt som andet. Det er ikke et selskab – eller bliver et selskab,” siger Ulrik Drejsig.