Nyt mediabureau: Egmont vælger ”legesygt team”

Peter Engholm
25@mail.dk

Egmont Serieforlaget har sagt farvel til IUM og goddag til Mindshare, hvis kundeliste i forvejen tæller Egmont Magasiner.

Anders And, Basserne og Wendy får nyt mediabureau. Egmont Serieforlaget har valgt Mindshare, der tilsyneladende er god til at være i børnehøjde – uden hverken at få ondt i ryggen eller ømme knæ:

“Mindshare er det helt naturlige valg, når det gælder børn- og unge universet. De har et legesygt team med en massiv erfaring i børn og unges medievaner og forbrug. Deres indsigt er en forudsætning for udviklng af stærke strategiske og kreative medieplaner og dialog med målgruppen. Desuden vil Mindshare hjælpe os med at optimere vores forretningsområde og videreudvikle såvel nuværende som potentielle brands,” siger Thomas Bundgaard, marktingchef i Egmont Serieforlaget i en pressemeddelelse.

Hvad filen er et legesygt team?

“Det dækker over erfaringer. Børnemarkedet er ikke stort i Danmark, og derfor er der et begrænset antal personer, der kan akkumulere viden. Det har vi gjort via Mattel, som vi havde i syv år, og siden med Hasbro,” siger Martin Rasmussen, adm. direktør i Mindshare.

I har forvejen Egmont Magasiner på kundelisten – er dette bare en større bid af samme kage?

“Ikke nødvendigvis, for Magasiner og Serieforlaget er to selvstændige divisioner. Og Nordisk Film, som Carat har, er f.eks. et helt tredje. Det var ikke på forhånd givet, at vi skulle udvide samarbejdet. Men vi har været i dialog med dem længe, og vi er samtidig kunde hos dem, så de kender vores kompetencer inden for børn og unge,” siger Martin Rasmussen.