Nyt mediabureau får DKs største dagligvarekoncern som kunde

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

OMD er uændret mediabureau for Coop – men koncernen har placeret salgsmodelleringen hos et nyt bureau på markedet.

Det nye mediabureau, Blackwood Seven, kan nu skrive Danmarks største dagligvare-koncern på kundelisten.

Det gælder Coop, som har valgt at indlede et samarbejde med Blackwood Seven. Coop understreger dog samtidig, at det er en specifik opgave, som ikke ændrer på, at koncernens mediabureau er OMD.

Der er tale om en analyseopgave, og opgaven er vundet efter en pitch blandt tre bureauer.

“Vi havde et ønske om at få en højere frekvens i vores salgsmodelleringer, og derfor indbød vi tre parter til at byde på opgaven. De kunne alle tre løfte opgaven, men Blackwood Seven leverede et yderst konkurrencedygtigt bud, og derfor valgte vi dem,” siger kommerciel direktør i SuperBrugsen, Jeff Salter, der håndterer Coops mediabureaurelationer. Han siger videre:

“OMD er vores mediabureau. De står uændret for både håndtering og rådgivning. Blackwood Seven leverer så salgsmodellering ind til Coop, og analyserne deles selvfølgelig med OMD, der kan bruge dem i deres rådgivning. Det er ikke unikt, at man bringer forskellige bureauer i spil på forskellige opgaver, og vi mener selvfølgelig, at det er en model, der godt kan fungere.”

Blackwood Seven er et ca. to år gammelt bureau, som med kapitalindskud fra kapitalfonde har udviklet en platform, der kan bruges til en mere automatiseret mediaplanlægning på grundlag en omfattende og dynamisk salgsmodellering.