Nyt mobilselskab ligner Sonofon i ny forklædning

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Nyt mobilselskab markedsfører sig med gennemskuelighed og ærlighed – og både navn og logo giver stærke mindelser om et nu hendengangent mobil-brand.

Sig navnet: Sonomio. Gå så ind på hjemmesiden, sonomio.dk, og se på logoet: en delfin. Så er det svært ikke at komme til at tænke på det nu hedengange Sonofon, som er blevet fjernet til fordel for det norske moderselskabs navn Telenor.

Sonomio holder endda til i Ålborg lige som Sonofon engang gjorde, og det er da også Sonofon-veteraner, der står bag selskabet, som netop nu er gået i luften med en kampagne skabt af det nordjyske bureau Shrpa.

Mens et andet nordjysk mobilselskab, Onfone, har sat en lavpris dagsorden med pakker, så er budskabet hos Sonomio gennemskuelighed og ærlighed og det lanceres med en værdiladet reklamefilm som fundament. (se den her).

“Sonomio er grundlagt, fordi vi generelt mener, at mobilselskaberne burde være mere fair over for forbrugerne. Den nye kampagne skal sætte gang i en vigtig debat om, hvad der er god opførsel i vores branche, og hvor der er plads til forbedring. Så vi ser meget frem til, at forbrugerne kommer på banen med deres holdninger og oplevelser,” siger adm. dir. Anette Buus, Sonomio, i en pressemeddelelse.

Kampagnen bliver udrullet på Facebook, på Sonomios eget website samt på flere andre medieplatforme.

At navn og logo giver stærke associationer til Sonofon er ikke så mærkeligt. Det er nemlig Johan Linneballe, fra Scandinavian Branding, der også i sin tid skabte Sonofon, der har skabt det.

“Desuden ligger der nogle værdier i det oprindelige Sonofon, som vi gerne vil bringe ind i det nye selskab,” siger Anette Buus.

Hun fortæller, at Telenor hurtigt henvendte sig, da navnet og logoet blev kendt.

“Men der er ikke noget, der i dag hedder Sonofon, og heller ikke nogen der har en delfin som logo. Desuden er navn og logo registreret i Patent- og Varemærkestyrelsen,” siger Anette Buus.

Selskabet er et A/S og solgt til et bredt felt af aktionærer.

“Vores filosofi er, at hvis vi er ejet af kunderne, så fastholder vi også bedre vores kundefokus,” siger Anette Buus.