Nyt nordisk bureau med danske medejere

Peter Engholm
25@mail.dk

Denne måned har budt på flere historier om nordisk bureausamarbejde. Nu tager et svensk, norsk, finsk og dansk bureau skridtet videre og danner et egentlig nyt nordisk bureau med 22 medarbejdere.

I forrige uge omtalte vi, at Primetime Kommunikation indgår i en ny nordisk alliance blandt PR-bureauer, og at CC Public Relations skifter navn til C&C Porter Novelli for – i lighed med sine nordiske partnere – at signalere tilknytningen til Omnicom-kæden, fordi kunderne efterspørger en nordisk enhed.

Og trenden fortsætter (og forstærkes), idet fire nordiske PR-bureauer – alle specialiseret i IT og teknologi – har dannet et nyt nordisk PR-bureau under navnet Northern Link PR.

Det nye bureau består af Helm1 PR i Sverige, ThueKom i Norge, Aleksin Kaiku i Finland samt Morsing PR i Danmark.

Den danske del af Northern Link PR, Morsing PR, blev grundlagt i 2005 af Finn Morsing og Ib Kunøe. Blandt kunderne er verdens største spiritusproducent Diageo, Milestone Systems, Symantec, Huawei, Atea og Columbus IT.

“Vi har fået flere henvendelser fra internationale kæder om opkøb og samarbejde, men vi oplever for træge arbejdsgange, for meget administration og for lidt fokus på Norden, når PR-kæderne ruller en global kampagne ud. Vi har sat os sammen med vores nordiske samarbejdspartnere, fordi vi kan blive Nordens stærkeste og største i vores nicher,” siger adm. direktør Finn Morsing, Morsing PR.

I dag beskæftiger Northern Link PR 22 medarbejdere – heraf 7 i Morsing PR – og forventer flere end 30 medarbejdere ved årsskiftet.

Northern Link PR ejes af Helm1 PR, ThueKom samt af Morsing PR og af Ib Kunøes Consolidated Holdings.