Netværksbaserede bureauer, hvor en lille kerne suppleres med free-lancere er ikke et særsyn. Det godt et år gamle fynske bureau, Pryhl, har dog fundet en lidt anderledes tilgang.
Bureauet er uden kreative.
Folkene i Pryhl står for strategi, planning og projektledelse, hvorefter man udbyder de kreative opgaver i en konkurrence blandt typisk tre free-lancere fra databasen. Det sker selvfølgelig mod betaling – man skal ikke ind på det samme uvæsen som mange kunder gør med bureaukonkurrencer.
Hvis Pryhl indgår i bureaukonkurrencer, så indgår alle på samme betingelser, og alle aflønnes, hvis bureauet vinder opgaven.
“I vores branche kan man godt føle, at man viser manglende kompetence ved ikke at have valgt kreativ retning for kunden inden en præsentation. Vi mener ikke desto mindre, at kunden allerede fra starten skal inddrages i valg af kreativ retning. På den måde undgår vi den situation, som de fleste kunder sikkert kan nikke genkendende til, hvor man sidder med et, to eller tre koncepter. Ingen af koncepterne spiller helt, men da deadline truer, må man få det bedste ud af det mindst dårlige,” siger adm. dir. Jan Skouenborg og fortsætter:
“De færreste bureauer kan i virkeligheden levere et full service koncept, da det kræver en massiv investering i spidskompetente kreative. Vi er lykkedes med at opbygge en database bestående af nogle af landets bedste freelancere, som vi outsourcer de kreative opgaver til. I dag består basen af over 60 freelancere tilknyttet vores Creative Room.”
Helt konkret har bureauet løst en opgave for Blumøller, som stod med et mindre budget til en reklamefilm for et nyt toiletfrisker produkt – Closan Fresh WC Sticks.
“Opgaven i sig selv var relativ utraditionel, idet den kreative udfordring bl.a. bestod i en dobbeltbranding, hvor man både skulle brande og forklare Ifös skyllesymbol og de nye Closan Fresh WC Sticks,” siger marketingchef Nicky Berg og fortsætter:
“Produktet var helt nyt for sin kategori, så vi skulle være skarpe i vores kommunikation. Vi så en fordel i, at få en større kreativ bredde i løsningsforslagene, hvor mere end et kreativt team gav deres indspark til løsningen.”
Han er særdeles tilfreds med resultatet, som han opgør til en salgsstigning på 400 pct.
Nicky Berg har tidligere samarbejdet med to af ophavsmændene til Pryhl i skikkelse af Jan Skouenborg og Christian Heetkamp, der begge, sammen med den 3. stifter Jimmi Hansen har en fortid hos reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen.
Bureauet kan faktisk nu notere 21 firmaer på kundelisten.
“Når man er et nyt bureau, er størstedelen selvsagt projekter mere end faste kundeforhold. Men vi synes, vi nu oplever en skærpet interesse for konceptet, og vi har da fået så godt fat, at vi har ansat et par kontaktchefer mere,” siger Jimmy Hansen.