Nyt slogan til gamle film

Peter Engholm
25@mail.dk

Både markedet og Fullrate har ændret sig, og derfor skifter Fullrate payoff og logo. Nye film følger, men i første omgang serveres nyhederne i halen på de eksisterende film.

Først solgte de kun bredbånd. I dag er Fullrate et “full scale tele- og medie-selskab”, og derfor giver det ikke længere mening at tale højhastighed.

“Markedet har ændret sig, således at alle i dag har høj hastighed. Fullrate har også ændret sig. Vores nye payoff tager udgangspunkt i vores strategi – simplicity & low cost – og derfor ændrer vi fra “High Speed – Low Cost” til “Simply Low Cost”. Det er samtidig vores løfte til kunderne,” siger Christian Rau, markedsdirektør i Fullrate.

Det er med Christian Raus ord med “et vist vemod”, at Fullrate siger farvel til sit payoff gennem næsten seks år, men også med et klap på egen skulder.

“Vi må konkludere at missionen er lykkedes. I dag har danskerne generelt set temmelig “High Speed”, og det er ikke længere det, der er deres fokus, men at det bare virker, og at prisen er i orden. Det fik os også til at lede efter et andet pay off”, siger Christian Rau.

Da strategien var på plads, gik Fullrate til sit reklamebureau, Anew , der fungerede som kreativ fødselshjælper i processen. Samtidig har Fullrate kørte en række interne seancer for at sikre sig, at det nye payoff ikke kun var et payoff, men et udtryk for selskabets tilgang til markedet.

Det nye logo med “Simply Low Cost” tages i brug fra i morgen, tirsdag den 17. januar, og vil med det samme kunne ses i TV-reklamer, på busstreamers mm.

“Vi kommer med nye film, der bygger videre på det ærlige univers, som vi har kørt med i over et år. Målingerne har været positive, og i et overeksponeret marked tror vi på kontinuitet. De nye film følger i løbet af foråret, men i første omgang kommer det nye logo og payoff i halen på en af de eksisterende film,” siger Christian Rau.