Der er grøde i teleselskabernes bureauer i denne tid – TDC har været langt fremme med en bureaukonkurrence, Sonofon er blevet sagt op af sit bureau … og da CBB Mobil, der ejes af Sonofon, for nylig lancerede One Mobile, skete det ikke med bistand fra selskabets vanlige bureau Saatchi & Saatchi, men derimod Reklamebureauet Os.
Men CBB Mobils adm. direktør, Lars Asger Petersen, finder det naturligt at vælge nyt bureau, for mærket er også nyt.
“One Mobile er ikke et subbrand, men et selvstændigt brand under CBB Mobil. Vi har overtaget Tele2s taletidskort-enhed og kører videre over især det segment af personer i Danmark, der ringer meget til udlandet. Der var så få fællesnævnere med CBB Mobil, at vi har valgt en multibrand-strategi,” siger Lars Asger Petersen.
Og netop selvstændigheden skal udtrykkes gennem et selvstændigt bureau:
“Saatchi har ikke haft noget med Tele2 at gøre og var heller ikke med i den bureaukonkurrence, vi afholdt for One Mobile. De skal have fokus på CBB Mobil, marketingmixet og positioneringen – de skal leve mærket,” siger Lars Asger Petersen.
I stedet blev der udskrevet en bureaukonkurrence med tre deltagere: Reklamebureauet Os, Winther’s og From & Co. Sidstnævnte har hidtil leveret grafisk materiale til Tele2, og fortsætter med dette i One Mobile-regi.
“Os og Winther’s leverede fantastiske oplæg, der faktisk delte huset i to. Ingen let løsning, men Os leverede bedst i målgruppen,” siger Lars Asger Petersen, der tilføjer, at relationerne til Os stammer fra bureauets “pølsevogns-film” for CBB, der stadig kan ses i reklameblokken.
Hos Os siger udviklingsdirektør Jørgen Juul:
“Vi har en god dialog med – og om – One Mobile. Vi angriber kundernes udfordringer med ideer til forandring, og denne udtalte tro på, at “flip the coin” vinder indpas, har indtil nu flere nye accounts, bl.a. Sundhedsstyrelsen og nu altså One Mobile. Vi har et noget så sjældent som et optimistisk syn på 2009″.