OBH vælger svensk til nordisk kampagne

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

En række nye produkter skal lanceres og derfor er der sat gang i en nordisk kampagne.

“Et pletskud fra OBH”. Således lød en markant markedsføring engang. OBH står for Ole Bødtcher-Hansen, og dengang var det en dansk virksomhed.

Siden er den blevet fusioneret med den svenske partner og overtaget af en svensk kapitalfond. Så hovedkontoret ligger i Stockholm, og derfor falder det meget naturligt, at man har valgt et svensk bureau til at stå for markedsføringen af en række nye produkter.

Men der bliver tale om en nordisk kampagne, så danske forbrugere kommer nok også til at opleve det.

Det er bureauet BerntzonBylund, der har vundet opgaven, og det digitale kommer til at spille en mere fremtrædende rolle.

Der er tale om produkter inden for skønhed og husholdning og lanceringerne vil komme hen over året.

OBH Nordica har kontorer i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Tjekkiet. Desuden har firmaet et repræsentationskontor i Kina. OBH Nordica arbejder også med egen udvikling og design.