Rikke Hørlykke er tilbage på bureau, men ikke de reklamebureauer, som hun kender indefra via job på Y&R og Lowe, derimod på billedbureauet Scanpix.
Her har hun siden 1. juni været konsulent for bureauerne, og dermed har hun med en stor præcision placeret på den anden side af produktions-bordet, om man vil. For hendes tidligere bureaujob var netop produktionsleder og -chef.
“Dengang foregik kontakten med billedbureauerne via grønne bude, der bragte konvolutter med dias,” siger Rikke Hørlykke.
Kan en 32-årig virkelig være nostalgisk og sige “dengang”? Og svaret må være Ja, for når det gælder digital udvikling, så bliver få år bliver hurtigt til dengang. Også selv om Hørlykkes bureau-fortid rækker indover årtusindskiftet.
“Jeg stoppede i Lowe i 2001. Så læste jeg strategi og var på TV 2 Reklame fra 2003 til 2006. Jeg har været tv-vært, været på barsel, og så har jeg i øvrigt været professionel håndboldspiller i 13 år. Men når man sætter sådan en lille klump i verden, så skal hans mor ikke kun være på arbejde”, siger Rikke Hørlykke.
Det kan lyde lidt ironisk at tænke arbejdstider, samtidig med at man dealer med reklamebureauer …
“Der er forskel på at være leverandør til reklamebureauer og arbejde på ét. Jeg har været til trykstart kl. tre om natten – da er man tilgængelig døgnet rundt,” siger Rikke Hørlykke.
Hun har føjet et “tidligere” foran titlen som professionel håndboldspiller, og hvis der tales comeback, så gælder det bureauerne:
“Det er dejligt at være tilbage igen – og genskabe relationer. Hvad angår knowhow og kemi, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville være i øjenhøjde med mine kunder, mens emner som ophavsret og hele digitaliseringen ville være mere nyt for mig. Og jeg har også fået indblikket i, hvor meget mere presset branchen er i dag end i 90erne – der skal være dokumentation for alt,” siger Rikke Hørlykke.
Presset på branchen er todelt; tid og budgetter, og det kræver en flersproglig tilgang for bureaukonsulenten Hørlykke:
“Jeg sparrer med de kreative – skyder mig ind på deres ideer og beskrivelser og søger de rette billeder mere effektivt, end hvis de selv skulle have brugt tiden – og jeg taler med konsulenter og projektledere. Her synes jeg, at det er altmodisch at tale en eller anden rabatsats på al billedkøb, men i stedet være mere kundespecifik og prisfleksibel. For jeg ved, at det generer reklamebureauer at skulle genkøbe et billede, hvis nu en kampagne skal fortsætte. Og hvad med rettighederne på dét tidspunkt? Så hellere ordne det her og nu”, siger Rikke Hørlykke.
Danmarks håndboldkvinder har i Rikke Hørlykkes landsholdskarriere oftest været favoritter. På Scanpix er hendes rolle mere den undertippede – også selv om man har en form for hjemmebanefordel: Skandinaviske billeder til danske bureauer.
“Getty er stadig de store, og så nytter det ikke noget bare at mose frem med “vi er de bedste”. Det stiller andre krav til os – og til mig. Jeg skal være proaktiv, fortælle om vores ressourcer, samtidig med at jeg ikke banker på døren konstant hos bureauerne, men venter til behovet er der”, siger Rikke Hørlykke.
Vekselvirkningen stopper ikke ved denne proaktive diskretion, for rent personligt foretrækker Rikke Hørlykke at holde alle muligheder åbne over for de kreative – en “arh, lad os nu alligevel prøve” tilgang til billedsøgningen – samtidig med, at hun skal være rådgiver på rettighederne.
“Reklamebureauets kunde kan få badwill, hvis ikke rettighederne er blevet clearet på et bestemt billede. Så på den ene side vil jeg gerne køre løs og få ting til at lykkes, som selv den kreative måske ikke selv troede på, og på den anden side skal jeg have foden på bremsen rettighedsmæssigt”, siger Rikke Hørlykke, hvis konsulentarbejde ikke kun omfatter søgning og rådgivning:
“Nogle kreative hader at skulle igennem en password-proces. Det blokerer dem. Så opretter jeg det for dem.”