Svenske MediaPath fik en noget omtumlet og kort tilværelse, da man for et par år siden forsøgte at åbne op i Danmark gennem et samarbejde med Dansk Annoncørforening. Bl.a. var Telenors marketingchef, Peter G. Jørgensen, involveret i en kort periode.
MediaPath er et såkaldt auditeringsfirma, der foretager en revision af mediaindkøbet og via en database giver annoncører mulighed for at benchmarke de resultater, som deres mediabureau har opnået.
Firmaet har skiftet navn til Ebiquity og kunderne er blevet serviceret fra Sverige.
Men nu åbner man igen en dansk afdeling, og det bliver under ledelse af Christine Kalkar, der kommer fra et job som direktør i OMG, hvor hun har arbejdet i næsten 12 år med mediaindkøb og forhandling, både lokalt, globalt og nordisk.
I modsætning til for et par år siden sker åbningen ikke i tæt samarbejde med Dansk Annoncørforening, og firmaet kommer heller ikke til at sidde sammen med foreningen, der holder til hos Huset Markedsføring.
Men Christine Kalkar har endnu ikke fundet de nye lokaler.
Hun overtager rollen som administrerende direktør efter Susanne Arnborg som fremover vil fokusere på Ebiquity Norden og virksomhedens globale kunder og fortsatte udvikling.
“Der er stor efterspørgsel fra annoncører, både fra marketing- og indkøbsafdelinger af de services vi tilbyder. Annoncører ønsker at stille mere klare krav til mediabureauerne og har et behov for øget kontrol af deres mediainvesteringer. Det ligger i tiden,” siger Christine Kalkar.