Omsætningsdyk hos IUM og Mediabrands

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

IUM holdt skindet på næsen i 2017, selv om afhændelsen af aktiviteter til moderselskabet gav et dyk i indtjeningen. Ikke desto mindre havde Mediabrands nedgang på både top- og bundlinje.

Et markant fald i omsætningen og et bruttoresultat på mindre end halvdelen af det foregående års ditto lyder værre, end tilfældet er hos IUM.

Mediabureauet tabte sidste år 25 pct. af sin omsætning grundet overførslen af aktiviteter fra IUM A/S til moderselskabet Mediabrands Danmark ApS.

Det drejer sig konkret om Marvelous og om data og strategi, der altså er blevet flyttet fra IUM til Mediabrands.

Ikke så slemt
På IUM’s bundlinje stod ved årets udgang fortsat et tocifret millionbeløb, som imidlertid ikke levede helt op til forventningerne om et resultat over 2016-resultatet på 10,678 mio. kr. Årets resultat i 2017 blev 10,21 mio. kr., mens driftsresultat fra 2016 lå en femtedel lavere i 2017.

“Det er ikke så slemt, som det ser ud. Vi har taget en beslutning om at investere i navnlig data, og så har vi omrokeret en del. Regnskabet kunne selvfølgelig se bedre ud, men man skal jo også se længere frem,” siger IUM’s nordiske direktør Michael Thimm til Bureaubiz.

Foruden det internationale IPG Mediabrands er IUM en del af Mediabrands Denmark, der med Michael Thimm i spidsen blev lanceret i 2014 som paraply for i dag syv specialiserede bureauer.

Kundetab dræner bundlinjen
Ligesom IUM genererede Mediabrands-gruppen som helhed en lavere omsætning i 2017, ligesom indtjeningen dalede.

Hos moderselskabet fik imidlertid også bundlinjen et hug i 2017 – mere end 60 pct. blev barberet af såvel driftsresultatet som årets resultat sammenlignet med 2016.

“Vi har tabt op imod 100 mio. kr. på medieomsætning, fordi vi mistede Dagrofa som kunde. Nedgangen på toplinjen skyldes altså tabet af en stor kunde, mens det på bundlinjen er en kombination af investeringer og for store omkostninger,” forklarer Michael Thimm.

Han er dog fortrøstningsfuld, al den stund newbiz-kunder som Lego, Carlsberg og Miele gerne skulle booste både IUM og Marvelous i 2018.

Øget aktivitet i 2018
For så vidt angår IUM venter ledelsen en øget aktivitet og uændret driftsresultat i 2018. Dette fordi markedsforholdene ved indgangen til 2018 er uforandrede sammenlignet med sidste år.

“Målsætningen vil fortsat være at skabe øget omsætning og rentabilitet via tilførsel af nye rådgivningskompetencer samt produkt- og værktøjsudvikling,” lyder det i årsregnskabets ledelsesberetning.

IUM blev dannet i 1992 som en sammenslutning af Initiative fra reklamebureauet Lintas (senere Lowe) og Universal fra reklamebureauet McCann. Heine Jørgensen tiltrådte ved årsskiftet som adm. direktør for hele IUM efter at have stået i spidsen for Århus-afdelingen i to år.

Nøgletal for IUM 2017 (i parentes 2016 og 2015)
Nettoomsætning: 474,734 mio. kr. (631,610) (615,239)
Bruttofortjeneste: 32,120 mio. kr. (70,484) (56,717)
Driftsresultat: 10,685 mio. kr. (13,245) (8,692)
Årets resultat: 10,210 mio. kr. (10,678) (7,564)
Gns. antal ansatte: 47 (103) (90)

Nøgletal for Mediabrands Denmark 2017 (i parentes 2016 og 2015)
Nettoomsætning: 663,454 mio. kr. (775,574) (760,311)
Bruttofortjeneste: 77,042 mio. kr. (81,145) (68,155)
Driftsresultat: 5,123 mio. kr. (13,680) (10,898)
Årets resultat: 3,654 mio. kr. (10,196) (8,280)
Gns. antal ansatte: 122 (118) (109)