I disse år er en stor del af udviklingen inden for kommunikation drevet af teknologi. Nye funktioner giver nye muligheder, og muligheder er meget inspirerende. Men de største oplevelser får vi, når teknologi, medier og kommunikation bliver sat sammen på nye og overraskende måder.
En af de mest spændende og inspirerende nye teknologier er Augmented Reality, der – i modsætning til virtual reality – er en forøget eller forstærket realitet, hvor billeder af virkeligheden forenes med digital information.
I forbindelse med James Cameron’s “Avatar” er der udviklet en serie merchandise, der bruger teknologien. Se et klip her.
De fleste eksempler med Augmented Reality er enten i spilgenren eller handler om navigation kombineret med information, som her.
Men jeg tror – og håber – at vi inden for kort tid også vil se det brugt i kommunikationssammenhænge.
Tag f.eks. Hit the Bitch. Jeg har set greenscreenet video på nettet før og også prøvet forskellige (mere eller mindre heldige) interaktionsforsøg med webcam. Men jeg har sjældent oplevet en sådan følelsesmæssig påvirkning og instant involvering som i den kampagne.
Men det ville nok ikke blive mindre involverende af, at det var én, man kendte, man skulle slå på?
I mellemtiden kan vi underholde os med fantasifulde forslag til iPhone apps – og her er det ikke “1 to watch”, men 1,5 millioner at holde øje med. Så mange hits giver Google på “augmented reality iPhone”. Her bruges meget avanceret Augmented Reality, som kunne gøre selv Q misundelig – som denne og denne.
Mens vi venter på, at teknologien indhenter fantasien, så lad os kigge på, hvilke muligheder Augmented reality giver os nu og her: Kombinerer vi lokationsbestemmelse og venners deltagelse, kan Augmented Reality faktisk gøre os i stand til at lege cowboy og indianer i metroen. Forestil dig World of WarCraft i byens rum. Eller det kan vise os, at cola-automaterne indeni faktisk ser ud som i reklamerne. Det giver helt nye muligheder for outdoor mediet.
Når vi får kommunikation, teknologi og medier til at smelte sammen til en involverende, integreret og aktiv del af forbrugernes hverdag, så har vi fat i den lange ende.
Men det man kan ikke analysere sig frem til. Det kan man kun opfinde selv i det innovative spændingsfelt mellem kreative ideer, teknisk viden, målgruppeindsigt og forretningsforståelse. Og det kræver inspiration.