Når denne udgave af One To Watch er inspireret af en reklame, der egentlig ikke er værd at se – og med rette kan kaldes barnlig og et amatør-arbejde – så skyldes det, at filmen er skrevet og instrueret af Blake Simons, en engelsk knægt på 12 år.
Han vandt tjansen i EA Games’ tv-reklame for Spore Hero til Nintendo Wii. Og hvis selve filmen reelt ikke er One To Watch, så er beslutningen om at gøre målgruppe til afsender det til gengæld.
Nej nej, der er ikke noget nyt i at snakke om involvering og brugerproduceret indhold. Flere store virksomheder har allerede aktiveret forbrugerne – både gennem konkurrencer og ved at spejde efter uopfordrede idéer. Men herhjemme er der stadig masser af uudnyttet potentiale i forbrugeraktiverende markedsføring. Man behøver ellers ikke være nogen ørn fra Herning for at få fråde om munden af perspektiverne.
Hvis du var 12 år og bidt af en gal spilkonsol (ja, de kan jo så meget nu om dage), ville du så stole mest på en jævnaldrende spilnørd eller på en ansigtsløs reklamemand, der er tre eller fire gange din egen alder? Og ville du ikke synes, at EA Games var ret seje, når de lod en dreng ligesom dig lave deres film? Hvem ved, om det blev din tur næste gang!?
For næste gang ville de måske ikke begrænse sig til at inddrage én forbruger. Forestil dig, at EA tidligt lagde en demoversion af FIFA 2011 ud til fans verden over og udfordrede dem til at lave det vildeste mål og de fedeste tricks. Var dit højdepunkt blandt de 10 bedste, ville din drømmedetalje gå verden rundt, når spillets fulde udgave skulle lanceres. Resultat: Merværdi til masser af fans, mere merværdi til 10 fans og masser af fedt materiale til EA. Nå ja, og selve produktet ville ha’ været i centrum gennem hele processen.
Uanset om vi snakker Spore Hero eller vores FIFA-scenarie, så er det bemærkelsesværdige, at selve slutfilmen træder i baggrunden. Proces og setup bliver vigtigere end output. Måske er man heldig at få et revolutionerende og nyskabende reklameprodukt, når målgruppen selv producerer, men det er jo i princippet ikke afgørende. Den gode historie, der ligger i processen, forsvinder ikke, selvom Blake Simons’ film ligner de fleste andre spilreklamer. For: “Hey, han er jo en helt almindelig dreng!”
Men skal vi ha’ flere af den slags historier, så kræver det virksomheder, der er parate til at overgive en smule af magten til forbrugeren – og bruge penge på at gøre det. Virksomheder, hvor “åbenhed”, “i øjenhøjde”, “tilgængelighed” og “moderne” ikke bare er kerneværdier, der fulgte med i Word-skabelonen.
Samtidig kræver det bureauer, der accepterer at facilitere mere og producere mindre – eller i hvert fald at producere anderledes. Når manden, damen og snotungen på gaden har skrevet reklamefilmen, så afføder det jo masser af andre opgaver. Rammerne skal udtænkes, og den gode historie fortælles. Markedsføringen skal markedsføres.
Forbrugeraktiverende markedsføring er en anden måde at tænke kommunikation og kreativitet på. Og hvis der er noget, som altid kan inspirere os, så er det at gøre tingene på en anden måde. Halleluja og amen.
