Opgør med siloer gav Ogilvy kanonresultat

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Fire års nedtur er ikke bare stoppet men vendt til en meget markant fremgang. Nøglen til fællesskabet ligger hos ledelsen

“Hvis man stiller det skarpt op, så kunne vi lige så godt have siddet på fire forskellige adresser.”

Således skildrer Ogilvys adm. dir. Jimmy Schougaard situationen for bureauet, da han for to år siden overtog ansvaret fra Karen Østergaard.

Han repræsenterede selv dialogdelen i Ogilvy One, men siden har han lagt meget vægt på at få gjort op med siloerne i bureauerne.

“I hvert fald den negative side af siloerne, for vi har fastholdt en opdeling i kompetencer. vi ville kunne opnå et endnu bedre regnskab, hvis vi fusionerede bureauet 100 pct., men det handler om at finde en balance, så vi fortsat kan nyde godt af den værdi, som et dedikeret fokus på kompetencer kan give,” siger Jimmy Schougaard.

Nøglen har for ham ligget i ledelsen. Her skal man finde en fælles mission og et fællesskab og etablere nogle rammer om de enkelte lederes performance, der sigter på at gavne fællesskabet.

Får man etableret fællesskabet i ledelsen, skal resten af organisationen nok følge med.

Resultatet for 2010 ligner et all-time high – i hvert fald hvis man tager forbehold for den tid, hvor der også var et Ogilvy-bureau i Århus.

I årene 2007, 2008 og 2009 gik Ogilvy tilbage – for så at vokse så meget i 2010, at det er det højeste niveau siden 2006.

“Og kigger jeg på situationen her i 2011, så er der stadig mere at hente,” siger Jimmy Schougaard og fortsætter:

“Vi har en ambition om at være et af de bedste bureauer. Vi er der ikke endnu, men vi er på vej. Finansielt er vi styrket, og i imageanalysen fra først på året tog vi også et pænt hop.”

Bureauet forbedrede faktisk bundlinjen med mere end 9 mio. kr. Jimmy Schougaard peger dog på, at der i 2009 blev afholdt en række ekstraordinære udgifter.

Nøgletal for Ogilvy Danmark

  • Bruttoavance 49,617 mio. kr. +31,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 1,21 mio. kr. +5,6 pct.
  • Lønandel 56,2 (62,6)
  • Resultat af primær drift +6,16 mio. kr. (-3,342 mio. kr. i 2009)